Søvnløshed fra helvede. Som i 'big, bad-ass hyperpessimistisk tankemylder udover det hele'. Det er alenetiden og stilheden der gør det. Jeg kender faserne ud og ind. Når jeg har det værst, så gør jeg mig også mest afhængig af andre menneskers anerkendelse. Og ros. Og kærlighed. Igår kæmpede jeg en hård kamp for at anerkende og rose mig selv, og give mig selv kærlighed.

Men min 'gamle adfærd' skød hele tiden skylden for min ensomhed over på Oliver. Og min angst kastede mine tanker ud i de to verdenshjørner, Ekstrem nr. 1 og Ekstrem nr.2, ved at hviske 'er han i virkeligheden god nok til dig?'. Og 'du ved jo godt, hvordan det ender, når mænd har for travlt til at være kærester'. Og 'kan det virkelig passe at du skal finde dig i, at blive holdt nede og føle dig forkert?'

Det gik op for mig denne nat, at mange af disse negative tanker er kommet efter at jeg begyndte at tvivle på beskaffenheden af min barnelærdom: At Jesus elsker alle uanset. Jeg forlod eller mistede min tro i vinter. Efter at have læst Nietzsche. Og hans mening om religionen og hvad den gør ved mennesker. Men jeg kan godt se, at man i forhold til verdensanskuelser her gennem tilværelsen måske bare bevæger sig fra det ene fængsel til det andet. Jeg var begrænset i at opnå ny indsigt, da jeg var kristen. Og nu er jeg ikke rigtig noget. Agnostiker, måske. Og nu er jeg begrænset af min titel som agnostiker. Og min følelse af, at jeg skulle kunne klare verdens problemer selv.

Da jeg var kristen følte jeg mig aldrig alene. Og jeg følte mig altid elsket. Nu føler jeg, at jeg er nødt til at kæmpe for andre menneskers agtelse. Og min egen sikkert også. Jeg tror, jeg må lave en gylden middelvej og genfinde et åndeligt element, som kan fungere som klippe. For det er svært at bruge sig selv som klippe, når man først skal overbevise sig selv om, at man er værd at elske.

Nå, men stilheden varede ikke ved, og jeg faldt i søvn ved 4-tiden. Stilheden kommer af, at manden er i Skotland med sin bedste ven og sin lillebror. Og i nat blev jeg fanget i et uretfærdigheds-loop, fordi manden ikke skrev godnat. Psch. Look at me. Jeg er jo et vrag. Men som jeg siger, så kender jeg faserne som min egen bukselomme. Først kommer følelsen af svigt. Uberettiget, fordi intet svigt finder sted. Så kommer følelsesløsheden. Ligegyldigheden. Og først på tredjedagen med alenetid begynder mine egne følelser og lyster at komme tilbage. Så bliver det nemmere at mærke, hvad der er 'mig' og hvad der er 'de andre'.

Her til morgen er det ligegyldigheden der råder. Jeg kan godt se, at manden skrev klokken halv seks i morges. Men jeg føler ingen lettelse. Eller savn. Eller svigt. Eller hævngerrighed.

Så måske skal jeg bare benytte idag til at lede efter min forsvundne åndelighed.