Ich bin, du bist, er/sie/es ist. Hvad har tyske bøjninger med mine historier at befatte?

Mandag kære mandag.
Malene Hahn
5 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
7 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
5 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
9 år siden
The same old storie
Julia Stampe
4 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
7 år siden
Højskoleophold
Hanna Fink (...
7 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
9 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
7 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
7 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
7 år siden
14.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
7 år siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
4 år siden
Den gamle gartner
Peter
7 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
4 år siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
4 år siden
Så mange startsteder...
George Smile...
7 år siden
25.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
S-tog
Tine Sønder ...
8 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
8 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
5 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
6 år siden
Hej. Og farvel igen. - Ka...
Kasper Lund ...
4 år siden
Kvinders sanser og mænds ...
Racuelle Hei...
6 år siden
Kursus
Hanna Fink (...
7 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
7 år siden
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn!

Jeg ville skrive et eller andet fantastisk billede, hvis jeg havde et billede lige nu, men det har jeg ikke. Så det må skrives frem fra dagligdagens ord og oplevelser, som det også befordres af dagbogens regler herinde.

Den lakoniske årsag til dette må være den sommerprægede efterårsdag. Har lige kigget på compens billeder, som jeg har hamstret gennem tiderne...en efterårsskov tiltrak sig min opmærksomhed!

Nej, giv mig en sanselig efterårsdag med hylende online-ulve (hm, som sidder inden døre med noget varmt at drikke ;D), det sidste løv der spiller blid bas for vinden, regnen der løber gennem den slidte regnfrakke og ned ad armene...og ned til fingerspidserne. Duften af råd og jord, som ligger efterladt af årets afgrøder. Den kryber op i næsen som en astmaspray og regulerer åndedrættet.

Min skæbne er nok nogenlunde den, at jeg befinder mig udmærket i en diamantgrotte hele året, og det gør man temmelig meget alene, bortset fra højsæsonen: Efteråret. Jeg har velsagtens bare åbningskriller, hvor jeg venter på, at også alle andre kommer ind og tryllebindes af dette sælsomme sted med diamanter og krystaller. En verden i blinde og slowmotion. Når du tænder en fakkel, så ser du et snapshot af tiden, der sidder og er gravid med dig.

Der er lygtemænd og græskarmænd om ca. 2½ måneds tid. Og så synger vi i kapellet til kirkens nytår: Dejlig er jorden. Som egentlig nok ville få mange japanere til at regne danskerne for shinto-dyrkere...slægt skal følge slægters gang, gennem de fagre riger på jorden...

Men solen skinner nu. Dagligdag i grotten, og den står på eksistentiel gryderet, som jeg nu engang bedst kan lide det. Det gælder mig og de online-ulve, der måtte være lokket af duften fra min gryde over ildstedet inde i hulen. Alle som en gang har været forbi, ved at jeg gerne giver en luns af mig selv og min middag.

Retten består af det tyske verbum sein, at være. For jeg arbejder jo stadig på min projekt om Blodageren, om hvordan man ikke kan eksistere uden at acceptere vilkårene, hvad end det er for at komme videre derfra eller lade sig blokere af dem.

Ich bin
Du bist
Er, sie, es ist
Wir sind
Ihr seid
Sie sind

Ich war
Du warst
Er, sie, es war
Wir waren
Ihr wart
Sie waren

Det er meget forskelligt, ikke!? Og perfekt til at understrege en mangfoldighed af måder at leve på. Jeg tror ikke helt vi forstår.

Man koger gryderet af de materialer, man har, når man er i en grotte på et bjerg. Blodageren fra tidligere dagbog ligger til hævning, mens jeg går videre med det tyske verbum.

Tove er mor til Nancy og Nanna, men Nancy døde som 2-årig. Nancy ist nicht mehr. Nanna følges med sin mor til kirkegården med jævne mellemrum for at besøge Nancys grav. Wer war Nancy? Moder Tove begræd lige fra starten Nancys død og fik så Nanna. Når de går til Nancys grav, så er Tove stadig lige fokuseret på Nancy. Man kan sige, at der står en pige ved siden af, som er glemt. Wer bist du denn Nanna?

Det er krigstid og vi skriver 1940. På en eller anden måde møder Nanna en tysk soldat, som lærer hende nogle helt basale ord på tysk. Ich, du, mich, Mutter, Vater, Schwester, Bruder, og naturligvis nogle udgaver af sein. Og hvad er nu det for noget fraterneri mellem en stakkels dansk pige og en tysk soldat? Ja, hvad er det at bygge sin verden op på ny med et andet sprog? Hvilke vilkår giver det for det at være til, at man må alliere sig med fjenden. Og hvad er det at være, når livet er lidt som Spandau Ballet synger i Through the Barricades: It's a terrible beauty we've made. We made our love on waste land.

Men det hele startede faktisk med en drøm jeg havde. Jeg stod og vaskede mig under en bruser på et offentligt lokum på en kirkegård. Så kom der nogen forbi udenfor og kiggede ind ad vinduet på mig.

Den arbejdede jeg videre på i vågen tilstand, og der kom Tove, Nanna, Nancy, Wilfred og Conrad ud af det. Hvor de tager mig hen? Jamen online-ulve, jeg ved jo aldrig, hvor I tager mig hen, når I æder mig til nadver. Heller ikke de stamkunder af jer, der kommer til grotten for at få lidt inden fortællingernes højsæson begynder. Jeg er ikke fan af jul, jeg er fan af efterår.

Amen!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ich bin, du bist, er/sie/es ist. Hvad har tyske bøjninger med mine historier at befatte? er publiceret 06/09-2013 12:13 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.