R.I.P. Oldemor. 95 år.

Jeg kan ikke beskrive hvor hård en uge det har været. Der sker så meget med skole nu, mange afleveringer, eksamen og SRP, og jeg er allerede en smule bagud (Og så er vi jo også i december, så der skal købes julegaver og holdes julefrokoster/fester). Jeg troede ikke det kunne blive værre, men det skal man aldrig sige, for så bliver det jo bare værre. Og det gjorde det!

Jeg sidder midt i et foredrag om SRP (en stor opgave som tæller dobbelt på karakterbaldet) sammen med alle de andre 3.g klasser, da jeg pludselig for en besked. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg gået og tænkt lidt på hvornår du døde, for i de sidste par år har du boet på plejehjem, efter dit uheld i din lejlighed. Siden uheldet har du ikke rigtig kunne udtale dig tydeligt og du kunne næsten ikke se mere, men du var der stadigvæk og du vidste hvad der foregik omkring dig.

Jeg kan stadigvæk huske, at mor besluttede sig for at vi skulle komme og besøge dig. Hun havde ikke sagt det til nogen, heller ikke mormor, men da vi kom spurgte sygeplejersken mor, om hun havde fortalt oldemor at vi kom. Sygeplejersken sagde, at oldemor havde stået op og sagt at hun skulle have gæster. Hun skulle i tøjet og hun ville ikke flytte sig fra sin sædvandelige stol. Hun blev ved med at insistere på at der ville komme gæster, og oldemor kunne blive stædig dame hvis det var. På en eller anden måde vidste du at vi ville komme. Jeg ved ikke hvordan og det finder jeg aldrig ud af. Jeg er bare glad for at vi kom den dag, ellers er jeg bange for at du ville have blevet skuffet, for der kom kun os, ingen andre.

Selvom jeg har gået og tænkt på, at det snart ville være din tur, havde jeg aldrig regnet med at det skulle være nu. Det var der ingen der havde regnet med. Vi havde håbet at du ville være med os i et par år endnu. Jeg havde virkelig trodet at du ville kunne nå de 100 år, men 95 er tæt på.



Du er blevet begravet i dag 04-12-2013. Vi var der alle sammen, hele din familie. Det var smukt. Du lå i en smuk hvid kiste med den smukkeste buket ovenpå. Mormor havde bestemt den, den var blå, ligesom du kan lide det. Jeg ved du ville havde været stolt.
Du blev båret ud til din grav. Den grav som du i over 30 år. har holdt pæn, så du en dag kunne blive genforenet med oldefar. Det er du nu. I ligger nu sammen, og nu er der intet der kan skille jer ad mere.

Jeg kommer virkelig til at savne dig, men jeg ved at du er et bedre sted nu, og jeg ved at jeg en dag kommer til at se dig igen.