Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
9 år siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
11 måneder siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
8 år siden
Markedspladsen.
Ruth Christe...
7 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
8 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
10 år siden
Nyt land
Christian Ba...
9 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
6 år siden
Ikke mange weekender endn...
Michala Esch...
14 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
9 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
11 år siden
Israel
Salomon
9 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
11 år siden
70 år + 2 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
7 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 4 måneder siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
8 år siden
Under konstruktion
David Hansen...
1 måned, 6 dage siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
7 år siden
Mandag lægger smukt fra land med søvnløshed. Kom til at tjekke min mail. I samme nu man rammer indboksen er man mentalt på arbejde. En tsunami af irritation bølger gennem kroppen. Der er aldrig gode nyheder i den boks. Den er Pandoras æske. Jeg havde tilmeldt mig det efteruddannelsestilbud min chef havde benådet mig med. Nu er det pludselig og uden grund blevet aflyst. (ikke af chefen, men af uddannelsesinstitutionen). Fuck. Så har jeg næsten ikke andet alternativ end at søge ind på det min kollega er tilmeldt på. Hvilket jeg ikke ved om han bliver træt af. Jeg har selv rigtig meget behov for at få luft fra alt relateret til den virksomhed, jeg er i nu, så jeg har ikke megen lyst til at være hans kursusstalker. Men det er det bedste alternativ. Jeg VIL have det kursus afviklet nu, og bruge det målrettet som et afsæt til et nyt job.

Søndag aften er gået med at se True Detective. Jeg elsker det. Mørkt og dystert. Soundtracket slår stemningen an med country-bluessangen Far From Any Road. To mavesure stoddere, Woody Harrelson og Matthew Mcdonaughey, kører sammenbidte rundt i en sumpet, støvet, forurenet sydstat, og forsøger at fange en morbid massemorder. Lydsiden er dumpe ildevarslende drøn eller den hvislende lyd af en vifte i en trykkende højspændt hede. 'When the shit hits the fan' er ligesom mejslet ud i lyd. De to har lange dvælende dystopisk-filosoferende samtaler mens de kigger ud af hver deres bilrude med øjne, der for længst er glaseret i distanceret kynisme. Det er gennemført. Fortællingen flasher frem og tilbage mellem for- og nutid. Og nutiden røber at muligvis fanges morderen, men der er ingen happy ending for de to protagonister. Alderen sidder som en grå-meleret maske, håret har blottet tindingerne, øjnene er krøbet længere ind i ly for verden, vielsesringen mangler. "This place is like someone's memory of a town, and the memory is fading." Rust, True Detective.

Det var en perfekt afrunding på en søndag, som lagde så blødt og lækkert ud med at alle københavnerbørn i dag fik en unik mulighed for at opleve at kløften mellem Disney og real-life er lige så afgrundsdyb som Tori Spellings kavalergang. Barn: "Hvorfor skal giraffen dø? Zoo: "Den passer ligesom bare ikke ind i den genetiske planlægning, derfor slår vi den ihjel, skærer den i stykker, mens alle kigger på, og så får de andre dyr lov at guffe de strandede gener som søndagsslik." Dejlig darwinistisk life-is-a-bitch pædagogik. Giraf-obduktions-selfie anyone?

Jeg er ikke dyreromantiker. Jeg er ikke menneskeromantiker. Jeg er ikke romantiker. Punktum. Alligevel føler jeg en vis sympati for Marius, hvis eksistens blev fanget i en dead-end i den genetiske kabale. Man venter bare på at nogen også skal komme til mig og sige: Sorry buddy, du er avlet op i et hjørne, din genetiske anvendelighed har vist sig at være lig nul. Vi kan ikke bruge dig. Vi kan ikke passe dig ind i nogen bestand. Der er ikke noget, der hedder pension. Vi afliver dig på en måde, så du i det mindste kan bidrage med lidt underholdningsværdi, og så fodrer vi rovdyrene med dine sørgelige rester.

Yes. Det er mandag. Mandag er the biggest bitch, ever!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Genetisk dead-end er publiceret 10/02-2014 02:59 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.