Rant

Souvenir fra barndommen
Olivia Birch...
4 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
2 år siden
Det var så den søndag.
Ellen Tang S...
6 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
3 år siden
Eksamen
RachelBlack
6 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
4 år siden
Tanker
Racuelle Hei...
1 år, 7 måneder siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
3 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
6 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
3 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
1 år, 11 måneder siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
5 år siden
i bad med Noa
Peter
3 år siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
4 år siden
En stille bøn
Bastian
7 år siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
6 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
2 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
3 måneder, 27 dage siden
Positive tanker
Ace Burridge...
6 år siden
Israel
Salomon
4 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
4 år siden
Tilbage i Danmark
Salomon
4 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
6 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
5 år siden
Glædelig Jul til alle på ...
Poul Brasch ...
4 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
6 år siden
Græsken
Halina Abram...
2 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
4 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
5 år siden
Så tag sgu da og blive voksen.
Jeg er tyve år gammel og har været voksen i mindst ti år og så skal jeg trækkes med tre voksne mennesker, der opfører sig som børn? Virkelig?

Helt ærligt, jeg ved ikke om jeg bliver ved med at acceptere at folk slås omkring mig.
Min farmor ringede og fortalte i går, at min fars on/off kæreste havde kontaktet hende igen.
Min reaktion var at bede on/off kæreste indtrængende om at blive voksen og finde ud af, hvad hun ville, samt at tænke på hendes børn og venligst lade være med at ødelægge mit ellers gode humør (Skabt af Addams Family-filmene, ikke min familie).

I nat svarede hun og i morges skrev jeg til min far.
Han siger, at on/off kæreste ikke har skrevet noget dumt til min farmor.
On/off kæreste siger, at hun har givet ham et valg, at det er enten eller og at jeg ikke ved, hvad hendes børn har gået igennem.
Nej, det gør jeg nok ikke, men jeg har kendt hende i fire år, set på afstand hvor træls hun kan blive og har hørt en del fra min far om hende, sikkert fordi jeg så skulle få medlidenhed for de år siden og bløde op over for hende, så alt blev rosenrødt.

Så nu har jeg blokeret hende. Jeg gider ikke høre på hende mere.
Og jeg er tilbage i den kulkælder, jeg ellers havde hevet mig op af.
Jeg gider ikke at være en del af alt det her drama, men samtidig vil jeg gerne støtte min far og min farmor.
Det er fandeme godt at jeg skal til psykolog om en time, ellers ville jeg sikkert være blevet hjemme og ventet på, at jeg begyndte at tude. Og siden jeg ved, der ikke bor nogen inde ved siden af længere, så kan jeg vel give slip i stedet for at sidde med en klump i halsen og pive.

Hvorfor er det lige mig, der skal have det hele smidt i ansigtet?
Hvorfor er det lige mig, der skal have tre voksne, der ikke tager ansvar og får løst deres problemer selv?
Hvorfor er det lige mig, der skulle mobbes bare fordi jeg pillede næse i børnehaveklassen (Ja, det gjorde jeg)?

Hvorfor er det lige mig, der tvinges til at kæmpe selvom jeg allerede har givet op flere gange?
Må jeg ikke godt bare lukke mig inde og gemme mig væk? Jeg beder jo pænt om det, fordi jeg ikke gider at se på alt det her lort mere, jeg er træt af at blive sur og ked af det hele tiden og vil bare have fred.

Men nej, jeg skal have en uddannelse, jeg skal have et job, hvorfor har jeg ikke en kæreste og du kan da sagtens tage dig af din kat, når du finder dit eget sted. Se på mig, for helvede.

Jeg er tyve år gammel, to år yngre en tøsen fra Thisted eller hvor fanden det var, der tog sit liv. Hun var smuk og kunne smile, jeg er grim, dum og kan ikke smile medmindre det er på kommando eller fordi jeg en sjælden gang har lyst til det. Jeg har haft lyst til at dø siden ottende, måske endda siden femte, men har talt mig selv fra at gøre det for at skåne min familie.

Som så pisser mig op og ned af ryggen, fordi jeg er så god af mig! Jeg har så meget drama i mit liv og det meste af det burde ikke engang være mit problem. Så hold sgu da op med at være så dumme at I bliver barnlige, for helvede. Jeg skulle aldrig have lånt ham de penge, for så ville jeg have haft råd til at rejse til Amerika eller Japan eller et eller andet sted langt væk fra alt det her lort, der vælter hele tiden. Jeg ville have haft råd til at se bare lidt af verden ligesom mine klassekammerater og jeg ville have haft råd til at flytte til hovedstads-området.

Min søster gav mig for nylig tilbuddet om at flytte ind hos hende og hendes kæreste, og så ville hun tvinge mig igang med en uddannelse og med at komme ud. Det var før jeg kom igang med at lave noget selv, før jeg blev tvunget til at skulle tilbringe min dag sammen med ignorante lærere og uvidende kursister. Før jeg blev tvunget til at skulle se et sted, hvor man kan komme to aftener om ugen og hver ulige søndag, og hvor det blev forventet at jeg ville begynde at komme.

Nu gider jeg bare ikke længere. Fuck den uddannelse, fuck det job, fuck de rejser og fuck alt muligt andet.
Jeg vil gerne blive indenfor hele dagen lang, ligge i min seng og være hjernedød, mens jeg ignorerer alt andet.

Hvis jeg turde, ville jeg finde en måde at komme til Amerika på til sommer. Pakke en lille rygsæk og så gå af sted på vejene i en stat af gangen. Gå fra New York til San Fransisco, hvis jeg kunne, og så besøge Alcatraz inden jeg tog hjem igen. Gå forbi Elk Horn, Heart Attack Cafe i Arizona, Washington D.C. etc. Se noget til minimal pris. Austin, Texas. Et hjemsøgt sted. Fare vild i New York.

Et eller andet anderledes end det her drama, der bliver ved med at få endnu et afsnit.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Rant er publiceret 08/04-2014 10:14 af Kischii Hikikomori (Talan).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.