9 år siden

Jeg føler mig presset

Sommerbuket
Hanna Fink (...
10 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
11 år siden
Tudefjæset - Kasper Lund
Kasper Lund ...
7 år siden
haft en stille weekend
Martin Micha...
4 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
7 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
15 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
5 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
9 år siden
Dagen i dag er tiltaget m...
Hanna Fink (...
11 år siden
Bogfinke
Peter
9 år siden
Kragen er ikke bare sort
Rayana Khamz...
11 måneder, 29 dage siden
10.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
At skrive
Josephine Lø...
9 år siden
Lus og små ligkister
Regitze Møbi...
9 år siden
Godnat morgen
Hannah White...
8 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
10 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
Den gamle gartner
Peter
9 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
10 år siden
En krone for dine tanker?
Karen Kris
9 år siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
15 år siden
Min russisk ven
Halina Abram...
6 år siden
overlevelsestilstand, ken...
Rayana Khamz...
2 måneder, 22 dage siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
7 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
11 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
7 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
6 år siden
Vand
Halina Abram...
6 år siden
En lidt hård weekend, kry...
xangelx
7 år siden
Hr Solsort
Peter
8 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
7 år siden
Frikadelle sved & æggepru...
Racuelle Hei...
9 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
9 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
11 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
11 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
7 år siden
Tændt...... mega tændt.
Danze
6 år siden
Dagen i dag
Salomon
9 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
7 år siden
BILEN BLEV MIN I DAG :-))...
Flemming Tri...
11 år siden
Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
11 år siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
8 år siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
8 år siden
Frækt Honey
Kenneth Hvid...
1 måned, 9 dage siden
julen 2013
Frode Lindtn...
10 år siden
Kaos?
Per Z
9 år siden
Byerne
Tine Sønder ...
11 år siden
"Du skal have en gymnasial uddannelse. Det er vigtigt for din fremtid!"
"Selvfølgelig skal du på universitetet!"
"Vi er så stolte af dig!"

De tre sætninger kører rundt i hovedet på mig lige nu, og alt, jeg gør, syntes at modsige hver og en af dem. Det er en ond spiral, som bare trækker mig dybere og dybere ned.
Jeg sidder her foran min computer med tårerne trillende ned over mine kinder og tænker, at jeg bliver nødt til at få de har tanker ud af mit hoved. Så jeg gør, som jeg altid gør, når jeg har brug for at "læsse af" - om jeg så må sige - og sætter mig foran min pc og skriver mine tanker og følelser ned. Nogen ville måske mene, at jeg burde føre dagbog, hvis jeg har et så uendeligt behov for at skrive ting ned, men med en dagbog, forpligter man. Så skal man skriv ned hver dag - det har jeg ikke tid til - og det er heller ikke altid dagligdags ting, som fylder mine tanker. Som oftest er det historier, dårlige jokes og lignende, som jeg kradser ned på papir og kalder for min novellesamling. Jeg ville ønske, at det var sådanne tanker, der fyldte mit hoved lige nu i stedet for frustration, vrede og irritation blandet med et selvværd, som bare bliver mindre og mindre.
Når man har mødt nok modgang, så skulle man tro, at det bare prallede af, men det gør det ikke! Bestemt ikke. Faktisk vil jeg sige, at hvert nederlag gør endnu mere ondt, indtil man når det punkt, hvor man tænker, at man ikke kan klare mere - jeg er der ikke helt endnu - men der skal ikke meget mere til, før end at lunten knækker.
Jeg har været i pressede situationer før. Det har vi vist alle sammen.
Frygten for at skuffe dem vi holder af, for ikke at blive accepteret, som dem vi er. De to tanker ligger i hvert fald dybt i mig. Heldigvis har jeg en fantastisk familie, som jeg ved, vil gå gennem ild og vand for mig. Netop af den grund kan jeg ikke bære, at jeg nu må skuffe dem igen. Det sårer mig dybt, at jeg ikke kan leve op til deres forventninger. Jeg mener, hvor svært kan det lige være at få en bachelor? - Det kræver åbenbart mere, end hvad jeg kan klare.
Jeg er 22 år. Jeg har altid kæmpet med skolen, jeg har aldrig haft let ved at lære. Mine utallige psykologer (eller skolevejledere, som de hed dengang, så små børn ikke blev bange for dem) mener, at min manglende evne til at lære bunder i mit manglende selvværd, som igen bunder i, at jeg ikke kan finde ud af noget - som jeg lagde ud med; en ond spiral!
Efter folkeskolen begyndte jeg på gymnasiet. Mine forældre har altid sagt, at man kan klare alting, hvis man bare tror nok på det. Jeg ville gerne være farmaceut, så jeg begyndte på den eneste linje dengang, der kunne lede direkte til det, jeg drømte om - Matematisk linje.
De tre år på gymnasiet var en lang og hård kamp, og jeg syntes, at jeg sejrede, da jeg gik derfra med 5,8 i gennemsnit. Dengang tænkte jeg ikke over at fagene, som havde trukket gennemsnittet ned, var de fag, som jeg skulle bruge for at udleve min drøm. Jeg var ikke stærk i matematik, fysik eller kemi. Derimod var jeg super god til design (fik et 12-tal) og oldtidskundskab, som ingen ellers interesserer sig for (fik et 10-tal). Det tænkte jeg ikke videre over. I stedet fokuserede jeg på, hvad jeg nu kunne blive, for skæbnen ville, at jeg var 0,2 fra at kunne blive optaget på farmaci-uddannelsen, som dengang krævede mindst 6 i gennemsnit.
Jeg vidste, at jeg ville hjælpe mennesker, og så hørte jeg om Sundhedsteknologi-uddannelsen, som er en civilingeniør uddannelse, hvor man som færdiguddannet kan komme til at arbejde med elektronik til sundhedsvæsnet eller lave robotproteser - det sidste tiltalte mig mest - Jeg opfyldte alle kravene, så jeg søgte ind og blev optaget.
På dette tidspunkt havde jeg endnu ikke taget en pause fra "skole", hvilket jeg nok burde have gjort, men det er for sent nu. I hvert fald så startede jeg på uddannelsen i september 2011, og det gik forrygende. Godt nok fik jeg ikke de højeste karakterer, men det var der også mange af de andre, der ikke gjorde - vi klarede os igennem hvert semester (10 semestre på 5 år).
Indtil vi kom til 3. semester - her kom vi stort set alle sammen i problemer - mine er jeg bare ikke sluppet af med endnu, men det kommer jeg til.
Jeg skal måske nævne, at jeg nu er stoppet med at græde, nu har vreden taget over, og jeg hamre løs på tasteturet - stakkels computer, som jeg lige har investeret i...
Sammen med det her 3. semester kommer en hel masse andet, som jeg hele livet har gået og bøvlet med, men indtil da ikke turde stå frem med - jeg er lesbisk - og det valgte jeg at fortælle familie og venner i julen 2012, altså lige i slutningen af semesteret. Den hemmelighed, som det var gået hen og var blevet, havde vejet tungt på mine skuldre gennem mange år, og da jeg endelig var fri, havde jeg svært ved at finde fodfæstet. Jeg svævede som en ballon uden snor og tænkte slet ikke på min uddannelse, hvilket resulterede i, at jeg dumpede tre af mine kurser det semester. Det var vi mange, der gjorde, men stille og roligt bestod de lidt efter lidt ved de mange reeksaminer og re-reeksaminer, men jeg blev ved med at dumpe.
Nu er det året 2015. Jeg skulle have startet på kandidaten i sommers 2014 (de sidste to år), men fordi jeg stadig ikke har bestået mine kurser fra 3. semester, har jeg valgt at tage et ekstra år, hvor jeg samler op på det forsømte.
I januar 2015 skulle jeg så til eksamen i disse tre kurser endnu engang, og jeg var klar. Jeg var så klar, at jeg slet ikke var bekymret for at dumpe. Derfor havde jeg ikke nogen plan B. Jeg har altid haft en plan B, og jeg besluttede mig i sommers for, at dette år skulle være anderledes. Jeg skulle ikke have nogen backup plan, for jeg var sikker på, at det var noget psykisk, som trak mig ned, og at tanken om en plan B ikke ville hjælpe mig.
Jeg har ventet spændt på at få svar fra mine skriftlige eksaminer, og i dag tikkede svaret på et af kurserne endelig ind. Det var det kursus, som jeg følte mig bedst forberedt i.
Jeg havde lige været ovre og træne og kom ind ad døren med fornyet energi, da jeg satte mig ned på sofaen og scrollede gennem Facebook og så, at de andre fejrede, at de havde bestået. Jeg var allerede begyndte at juble, inden jeg åbnede mailen for at se mit resultat. Jeg var spændt på at se, om det var blevet til et 7-tal eller måske en 10'er, da jeg til min store skuffelse stirrede ind i 00.
Hele min verden kollapsede - og nu sidder jeg og tuder igen - Det virker måske underligt at sidde og gærde snot over en dumpet karakter, når der er folk i verden som dør af sult og har det meget værre end mig, men det får mig ikke til at få det bedre. Jeg har stadig skuffet alle endnu engang.

Da jeg samlede min mobil op og ringede til min familie, var det, som om jeg var tilbage i 2012 og skulle til at springe ud på ny. Dengang havde jeg sagt, at det var noget, som jeg skulle fortælle. De havde straks reageret ved at sige; "Du dropper vel ikke ud af dine studier." til det havde jeg svaret. "Nej selvfølgelig ikke, jeg er bare lesbisk." og så var den skid ligesom slået.
Men nu... nu skulle jeg fortælle dem, at jeg endnu engang har skuffet dem, at jeg endnu engang kommer et skridt længere væk fra at bestå og få min uddannelse.
Jeg er på mit 5. forsøg i dette kursus, og jeg har endnu ikke fået svar fra de andre. Alle bliver ved med at sige til mig, at de selvfølgelig er bestået, og at jeg negler den her på et senere tidspunkt, men jeg kan ikke lade være med at tænke - hvad nu hvis?
Hvor er den plan B henne? Hvad fanden gør jeg, hvis jeg dumper igen? Skal jeg blive ved og gi fanden i hvor lang tid det tager, eller skal jeg acceptere, at det ikke er det her, jeg skal lave?

Ærligt talt, så aner jeg det ikke.
Uret tikker, og for hvert minut føler jeg presset stige. Tanken om at skuffe min familie igen er næsten ubærlig, og nu er jeg løbet tør for køkkenrulle, fordi jeg er sådan et følsomt fjols...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Jeg føler mig presset er publiceret 04/02-2015 20:37 af Knotti.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.