Positiv... og...

Tegning
Jette Peters...
3 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
5 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
4 år siden
Pause
Hanna Fink (...
5 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
7 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
5 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
4 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
5 år siden
Julestemning
Ruth Christe...
3 år siden
Thoughts drifting away...
Katrine Søre...
6 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
4 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
5 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
3 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
3 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
6 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
3 år siden
Uafsluttet tekst - proble...
Kianna Kitte...
2 år siden
Jamen det var jo sjovt
Kellany Bram...
6 år siden
14.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
En tur i Safaripark og hv...
Kianna Kitte...
1 år, 3 måneder siden
Boxning
Ida Hansen (...
1 år, 9 måneder siden
feber
Kenny Raun (...
5 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
4 år siden
Min vingeskudte wingman
Flickarocks
4 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
4 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
6 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
7 år siden
Det sociale medie monster...
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
4 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
7 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
2 år siden
heh, lægeerklærning, - en...
Kenny Raun (...
5 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
4 år siden
Brain-fuck
Freema
1 år, 10 måneder siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
3 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
4 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
5 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
7 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
5 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
4 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
5 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
5 år siden
Samfundet trænger til en ...
Kianna Kitte...
2 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
6 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
5 år siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
3 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
6 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
4 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
6 år siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
6 år siden
Gud taler til alle
Salomon
4 år siden
halvdement..
Freema
1 år, 10 måneder siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
7 år siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
3 år siden
Kontakt med eks'en...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Hypergrafi
Camilla Rasm...
11 år siden
Kreativiteten Længe Leve....
Kianna Kitte...
2 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
5 år siden
Galleri partner
Poul Brasch ...
2 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
6 år siden
Uhyggelig Halloween...
Kianna Kitte...
1 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
1 år siden
D. 12.12.15
Racuelle Hei...
3 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
3 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
11 år siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
4 år siden
At være en skaldet kvinde...
Kianna Kitte...
2 år siden
3. Side - I'm back!
Sweetypie93
1 år, 1 måned siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
3 måneder, 1 dag siden
(Onsdag)
Testede gravid positiv i torsdags... med kobberspiral.
Siden da har jeg svinget fra alt mellem "Det bliver ikke til noget, jeg er gravid udenfor livmoderen på et meget tidligt stadium, og det ryger ud af sig selv igen" - en tanke der var ledsaget af en smule vemodighed, for selvom jeg ikke kunne få det til på nogen måde at gå op i en højere enhed, så vil jeg, isoleret set, gerne have et barn til med Bo, drømmen om to har et eller andet sted været der fra jeg blev gravid med Erik, men drømmen om to med Bo medfører helt automatisk en realitet med fire samlet set, og det er overvældende! - til "Jeg må indstille mig på, at jeg er gravid, helt normalt (har ingen smerter haft), og jeg er faktisk også begyndt, at føle mig lidt gravid siden den test..." - denne tanke har været ledsaget af den totale panik over spændet på børn fra 0-16 år... antallet af børn og den følelse af ikke engang at kunne få det til at hænge sammen som det allerede er... Tanken om at skulle starte forfra med institutionsverden - jeg har været glad nok for vores institutioner, men der er bare så meget, og med et ben i vuggestue/børnehave et i indskoling, et i store udskoling og et i gymnasiet (og vel i teorien også et i unversitetet, hvis jeg skal tælle mig selv med), bliver det simpelthen mere end jeg kan overskue... jeg har ikke ben nok. Og så transport; der kan ikke være seks i vores bil, og økonomisk får vi da ikke råd til større bil, med fire børn og en i forvejen stram økonomi...
Og så alligevel et sted imellem de to yderligheder, var der bare, isoleret set, et lille barn indeni mig, som jeg ikke kunne se som andet end en lille pige (Jeg anser ikke mig selv som orakel, men jeg har endnu ikke taget fejl med nogle af mine graviditeter), et barn jeg uanset hvor meget lort det var ville elske så højt som jeg har elsket de andre. Et barn, der var på vej til os og som skulle have det bedste vi kunne præstere (Panik: er det bedste vi efterhånden magter overhovedet godt nok?!?)... Et barn...! Punktum.
Skulle jo selvfølgelig tjekkes på kryds og tværs, så jeg kom til Herlev i går, til scanning, og hvad jeg forestillede mig ville tage maks en time.
Det så mystisk ud på scanningen. Der var helt sikkert noget, men om det var blod eller en graviditet kunne de ikke se, det lå lige på grænsen, kunne godt være i livmoderen, men de kunne ikke sige det med sikkerhed, og der var i hvert fald et eller andet småtteri, der havde samlet sig i min højre æggeleder. En kort besked om at jeg nok skulle indstille mig på at blive, og så blev jeg lige sendt videre til en anden der skulle scanne mig, og som, udfra det hun kunne se på scanningen ikke kunne forstå, at det ikke gjorde ondt når hun "trykkede her"... Men det gjorde det altså ikke...
De skulle have min blodprøve og se hvordan tallene var ifht. sidst (jeg havde fået taget en hos egen læge allerede fredagen inden), så skulle vi vente på svar et par timer og udfra svaret bedømme hvorvidt jeg skulle blive til udskrabning og kikkertundersøgelse... eller kunne gå hjem. Det sidstnævnte var dog ikke meget sandsynligt, men hvis tallene var lave og de i øvrigt havde travlt og jeg ikke fik smerter, så kunne jeg blive sendt hjem efter det...
Måtte ikke spise (var lykkelig over jeg ikke havde haft appetit siden kl 10 imorges hvor jeg tog en meget lille morgenmad) og forbandede den kaffe med en del mælk, jeg havde taget mens jeg ventede, som kunne være skyld i at min faste først gjaldt fra kl 14.
Der var opstået kæmpe panik, fordi jeg havde regnet med at være hjemme senest kl 16, og Bo skulle afsted i aften, fordi han skulle være censor laangt væk fra i dag kl 8... og hvad med børnene. Jeg ,mens jeg gik fra det ene scanningssted til det andet (30 meter), skrevet en hastig besked om, at jeg nok ikke kom hjem, og han skulle finde på en plan B. Så han havde fået sin far til at tage ud til børnene og var selv på vejen hjem stået af på Herlev.
Men ja, jeg var blevet informeret om planen, og skulle have en seng, og ville så snarest derefter få taget en blodprøve (som jeg ikke forstod, at de ikke bare tog med det samme) men de havde lidt travlt, så jeg kom ud og vente igen. Der var en en kvinde derude der havde hørt mig tale i telefon med hhv Bo og Karina (der bare ringede for at fortælle hun havde fået 10 i sin sidste eksamen og var glad og lettet og havde lidt sommerferie, og som så fik en bombe smidt i hovedet af mig, der var ved at gå til og bare måtte dele det med nogen). Kvinden havde selv (netop på Skt Hans aften) for nogle år siden været i samme situation, med graviditet udenfor livmoderen, så hun forstod, hvordan jeg havde det. Selvfølgelig er situationen en anden - hun havde vist faktisk planlagt barnet og nået at glæde sig til det, da det blev opdaget, og hun havde ingen børn, jeg havde planlagt ikke at skulle have flere, og min glæde var ikke den rene forventning, men der var en vag glæde og i hvert fald en varm følelse for barnet - hvad end det var. Hun var sød, og det var rart at tale med hende indtil Bo kom. Der gik 40-50 minutter før jeg faktisk fik en seng, og derefter den samme tid, før min blodprøve blev taget. Jeg måtte ikke spise, ikke drikke, og det var sådan set fint nok, men jeg skulle så have lagt drop, og det blev jeg dårlig af at tænke på. Da hun kom og ville lægge det, spurgte jeg om vi ikke kunne vente, til der var svar på blodprøven. Det sagde hun, at vi nok godt kunne. Bo og jeg blev i mellemtiden enige om, at han ville tage hjem. Pakke lidt underholdning (=opgave, der skal afleveres fredag!!) til mig, og så komme tilbage. Han nåede lige at tage afsted, da sygeplejersken kom tilbage og sagde, at vi ikke kunne vente med droppet. (Bonusinfo: 1) Jeg bliver enormt dårlig af nåle og stik og blod! bare det, at jeg tænker på det mens jeg skriver får det til at svimle for mig. 2) Jeg er så svær et stikke i, fordi mine blodårer er tynde og fine og forsvinder så snart jeg bliver stukket (min læge brugte engang over ½ time på at forsøge at tage blodprøve, og først derefter måtte opgive og sende mig på hospitalet for at få den taget.)
De ville helst have det store drop = stor nål ind i mig. Hun stak og stak i min højrehånd, og det gjorde simpelthen så ondt at jeg ikke kunne lade være med at tude. Ikke egentlig så meget for smerten, selvom den var grim, men mere for tanken om, at noget rodede rundt i min hånd ved siden af mine knogler og min blodårer ikke ville have det. Det var som om nålen og smerten prikkede hul på al den elendighed, jeg havde indeni og alle de tanker, jeg ikke havde villet anerkende, og tanke om at der faktisk lå et lille barn i mig, som muligvis lå i livmoderen, og som muligvis kunne blive et barn, og som alligevel nu nok måtte skrabes ud, fordi der var blod i min æggeleder og de ikke helt vidste hvad og hvordan... Jeg tænkte på, hvordan en ret stor del af mig havde forventet, at komme op og blive scannet, få at vide at jeg var gravid og havde været det i lang tid (mine uregelmæssigheder begyndte allerede omkring midt/slut april, så hvis det var gået rav i den allerede dér, ville min sidste regelmæssige mens have været i marts, hvilket ville sætte mig i 3. måned), at alt der var at gøre nu var at lirke spiralen ud, og håbe på at barnet klarede den. Nej jeg kunne ikke overskue det, men mit moderinstinkt havde været ved at være vakt, og jeg tænkte, at det nok skulle gå på den ene eller anden måde... Jeg tænkte, at det lille barn burde få en chance, men vidste også, at det var med livet som indsats, og at jeg nok på ingen måde ville få lov til det. Og jeg forbandede, at jeg havde taget den graviditetstest, for uden den, ville jeg ikke have skænket alt dette en tanke, barnet havde kunne vokse lidt mere, og alle ville kunne se, at alt var fint. Men jeg vidste godt, at det stadig ville have været, med livet som indsats, selvom jeg ikke ville have været bevidst om det. Så jeg sad og småtudede, kiggede den anden vej, selvom smerten fra nålen fik min fantasi til at forestille sig værre billeder, end det jeg ellers ville have set... Hun var sød og prøvede at trøste, men jeg var bare elendig og ville svælge i det. Endelig gav hun op og begyndte på den anden hånd... med mindre nål, og det lykkedes uden de store smerter... Og så sad jeg ellers der og ventede. Spillede lidt på iPad'en, som Bo havde efterladt hos mig. Læste lidt "Pride and Prejudice and Zombies" (der grundlæggende ikke er særlig god, men jeg har sat mig for at prøve med en zombielæsesommer). Men mine tanker kunne ikke med det, og da den eneste anden patient, der var derinde blev udskrevet lidt over seks (og jeg sådan håbede det kunne have været mig) måtte jeg ringe og græde min elendighed ud til min storesøster - jeg kunne ikke overskue at ringe til mine forældre og tude, for de ville blive 100 gange så bekymrede som jeg selv var, og så ville jeg bare få det værre. Camilla stod og skulle have middagsgæster, så det blev kun omkring 5 minutters samtale, men det hjalp og jeg kunne fokusere på lidt læsning igen bagefter. Ca. halv syv fik jeg en sms fra mine forældre, der ville ønske god Skt. Hans, så jeg endte med at sende en sms tilbage og i muntre vendinger forklare situationen - jeg havde lige lagt telefonen fra mig, da en læge og sygeplejerske kom ind og jeg tænkte "Nu er det nu!" - jeg havde hørt hvordan andre patienter på stuen havde fået 5 minutters varsel før operationen, og jeg ville så gerne have haft, at Bo var der til at følge mig på vej (at jeg jo nok først måtte opereres kl 20 havde jeg glemt - og det var heller ikke helt sikkert).
MEN...: hCG-tallet var så lavt (800), i forhold til blodprøven fra i fredags (4000), så de ville ikke gøre noget nu. Der kunne ikke blive nogen baby ud af den graviditet, den var døende helt af sig selv, og eftersom jeg ikke havde nogen smerter, var der stor sandsynlighed for, at det ville gå over af sig selv. Så nu skal jeg bare tjekkes op på, med et par dages mellemrum (!) de næste par uger, indtil det er helt væk...
Jeg var så glad for, at jeg kunne tage hjem. Ringede til Bo og sagde han bare kunne blive hjemme så kom jeg inden for 40 minutter og ringede til mine forældre og Camilla og afblæste panik-situationen. Og så lettet var jeg, at jeg næsten var nået helt til Ganløse før, det slog mig hårdt i hovedet, at jeg kom jeg så meget anderledes end jeg havde forventet. Jeg havde forventet, at komme hjem og skulle fordøje tanken om ny baby, en tanke der langsomt ville blive mere og mere forventningsglæde end paniksituation... Nu kom jeg hjem med et døende foster i maven. Og så begyndte jeg alligevel at græde.
Jeg er glad for, at jeg ikke med tanken om, at det måske KUNNE være blevet et helt normalt barn, alligevel måtte få en udskrabning, men jeg går alligevel og tænker hvad nu hvis det havde været anderledes...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Positiv... og... er publiceret 24/06-2015 07:04 af Michala Escherich (Machula T.).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.