I aftes var jeg selv til behandling for en gang skyld....
Oven på de seneste ugers spekulationer om jeg skal bevare min egen klinik eller ej, havde jeg bestilt en tid hos en af mine egne klienter, der også er behandler. Det var nok ikke det klogeste, jeg kunne gøre, men det føltes rigtigt på det tidspunkt

Jeg havde i aftes meget svært ved at "udlevere" mig selv over for hende, måske netop fordi rollerne plejer at være omvendt. Alligevel tror jeg da, at jeg fik noget ud af det, om ikke andet så en masse tanker, og det er i sig selv jo ikke så ringe endda...!!

Jeg tror måske, jeg har fundet noget af årsagen til, at jeg føler mig slået "hjem" i livets ludo-spil. Et sted sidder jeg fast i min egen dårlige samvittighed, som kører mit selvværd ned på laveste blus indimellem, får mig til at føle at jeg ikke "duer"....
Jeg tror det handler om begge mine skilsmisser - ja jeg har jo to bag mig nu, og hver gang har jeg såret mine omgivelser ved at være egoistisk og følge mine egne ønsker. Jeg har såret de mænd, jeg har forladt, og jeg har ikke mindst såret mine børn og tilføjet dem ar for livet. Følelsen omkring denne viden gør måske, at jeg tænker, at når jeg er så "dårlig" en person, kan andre hverken acceptere eller respektere mig, og her kommer mine klienter og min klinik så ind i billedet. Jeg føler altså ikke, at jeg er "værdig" til at tage mig af andre mennesker....

Det er ganske enkelt noget HØ, jeg kan jo ikke komme videre så længe jeg sidder fast i den tankegang, men jeg har sikkert gjort det i mange år - også efter mit første ægteskab, hvor den ene af mine døtre begik selvmordsforsøg. Selve min uddannelse til Aloha-massør trak mig op i selvværd, så jeg klarede mig godt i nogle år, men nu har jeg jo bare fordoblet min dårlige samvittighed ved at bryde endnu et ægteskab, og dermed nedbrudt den smule selvværd, jeg troede, jeg havde i behold.

Når jeg nu skriver alt dette her, må det på ingen måde opfattes som om jeg fortryder de ændringer der er sket i mit liv - slet, slet ikke..!!!! Men det er nogle følelser og holdninger, jeg skal ha' sat på plads inde i mig selv, og jeg er bange for, at det bliver et drøjt stykke arbejde, for det handler nok om, at jeg skal tilgive mig selv, for de ting, der tynger mig, og som jeg giver mig selv skylden for.

Alt der her er bare typisk mig..... jeg reagerer altid på følelser i stedet for på fornuft..!
Håber godt nok, at Peter kan blive ved med at holde mig ud - men det har jeg vist ingen grund til at tvivle på - heldigvis..!!

Kærligst
Wildrose