Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
5 år siden
En lørdag.
Michala Esch...
11 år siden
Dagen er tiltaget med 4 t...
Hanna Fink (...
5 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
5 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
4 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
4 år siden
Tomhed
Majtb
5 år siden
feber
Kenny Raun (...
6 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
8 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
8 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
7 år siden
Fin anmeldelse...
Kianna Kitte...
2 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
4 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
7 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
7 år siden
Den seksualiserede sandhe...
Kianna Kitte...
2 år siden
Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
7 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
7 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
8 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
6 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
8 år siden
den første dag år 2013
bondeven
8 år siden
Én nat på Tivoli Hotel. Navnet passer godt for Heart Break er det ikke. Ikke helt. Der er udsigt over banelegemerne, og København lyser i baggrunden. Det er kun én nat, for der er AirBnB gæster i min lejlighed, og jeg orker ikke venners selskab.

Det hele skete på Bjørnens fødseldag. Det er som om den aften binder sløjferne på alt andet, end det vi giver hinanden. Vores første middag på Alsace. Vores sidste middag på Alsace. Alting starter samme sted, som det slutter - en fem retters i et falskt Frankrig. Første gang førte han mig ind med en hånd i ryggen, denne gang tog han mig hårdt i armen på gaden og råbte: "Jeg vil have mine nøgler nu."

Da regningen er betalt vender han på en tallerken og siger: Hvorfor skred du ikke bare lidt før. Hans venner sidder omkring ham, og jeg siger befippet farvel og går. Jeg vil ikke give ham hans nøgler. Ikke så længe han er helt vanvittig og mine ting er i hans lejlighed. I afmagt råber han, at han ringer efter fogeden." Jeg bliver rolig og siger, at jeg ringer efter politiet, hvis han ikke slipper mig. Han slipper taget i min arm og jeg løber over i en taxa og hikster min adresse. Næste dag henter jeg mine ting.

Nu sidder jeg her hjemme hos mig selv. Jeg har haft den her urolige sugende følelse i maven hele dagen, lidt som når man er forelsket, bare med omvendt fortegn. Jeg har af to omgange hentet alle mine ting. Han har været koldere end den Kolde Krig oprustet med giftigheder. Ikke til at snakke med.

Om tirsdagen får jeg en kortfattet mail. Han vil gerne have de printfiler, jeg har liggende på min computer. Visitkort, brochure og merchandise til hans firma. Jeg skriver kortfattet og høfligt, at jeg vil sende dem. Men bagefter bliver jeg vred, og jeg ender med ikke at gøre det. Jeg beslutter, at hvis han skriver igen og spørger pænt, så vil jeg sende. Hvis ikke jeg hører mere, så får han dem ikke.

Lørdag aften slettede han mig på Facebook. Det burde være rørende ligegyldigt. Istedet for er det dét, som gør det endegyldigt og sætter en lavine af savn i gang. I nat skrev jeg hele to breve til ham. Det vrede brev og det søde brev. Jeg sendte ikke nogen af dem. Jeg tror ikke på meningen. Det vil ikke fikse noget. Det er helt slut og jeg kan ligeså godt komme videre.

Problemet er, at det hele kører rundt i mit hoved. Jeg forsøger forgæves at komme på en grund til hans pludselige vrede. Han har behandlet mig som om jeg har været utro, bedraget ham, fyldt ham med løgne. Men jeg har ikke gjort nogen af disse ting.

Jeg har mine fejl, men hvilken forbrydelse har jeg begået, som berettiger ham til at løbe efter mig ud på gaden, tage mig i armen og råbe mig ind i ansigtet? Hvad er det egentligt jeg har gjort, som berettiger ham til ikke bare at smide mig ud med føn og klem, men nærmest at behandle mig som en kriminel? Hvad er det, som får ham til at insinuere, at jeg ville stjæle den nøgle, som jeg havde givet ham tilbage den forudgående dag? Paranoia og afvisningsangst må have ham i sin hule hånd.

Nå ja, min store fejl var måske, at jeg gav ham en helt forkert fødselsdagsgave. Han fik en lampe. En renoveret Bauhaus Christian Dell lampe til kontoret. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det om. Jeg skulle have givet ham det største spejl, jeg kunne finde. Så ville han kunne tage et langt og grundigt kig på sig selv. Det ville have været den største gave, jeg kunne give ham. Beklager at jeg ikke så det i tide.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tivoli Hotel er publiceret 13/09-2015 22:05 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.