Min drømmedagbog! Del 1.

30 sekunder mellem liv og...
Ida Hansen (...
2 år siden
...
Kianna Kitte...
9 måneder, 29 dage siden
Nirvana
Ace Burridge...
7 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
7 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
5 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
5 år siden
Glædelig Jul til alle på ...
Poul Brasch ...
5 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
5 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
4 år siden
Julegaden i Hinnerup...
Kianna Kitte...
1 år, 11 måneder siden
Forfra... Hvor længe kan ...
Gittepigen
6 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
6 år siden
11.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
Dagen i dag
Salomon
4 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
6 år siden
Book cover...
Kianna Kitte...
2 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
2 år siden
dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
6 år siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
5 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
7 år siden
Lidt kulturel har man vel...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
virkelighedsflugt
Ida Hansen (...
1 år, 8 måneder siden
Flæskesteg og brækkede ri...
Olivia Birch...
5 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
7 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
3 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
2 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
2 år siden
Den der følelse i kroppen
Tenna Herman...
7 år siden
Fyldepennen og publicerin...
Kianna Kitte...
2 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
3 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
6 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
4 år siden
håb
Halina Abram...
2 år siden
Det er godt nok længe siden, at jeg ar skrevet dagbog og har ikke rigtig kunne finde ud af det, desværre. Derfor har jeg besluttet mig for, at føre en drømme-dagbog i stedet for.

Her kommer den første drøm: (Jeg vil ikke sætte de gamle ind, medmindre I vil læse dem?)


Natten til den 16. oktober - 2015:
Hej jeg havde en drøm i nat der var så virkelighedstro. Den handlede om en kendt mand der var en playboy også. Han var kommet ud for en ulykke og havde fået amputeret begge sine ben. Han blev kaldt Allan. Han var mørkhåret og havde grå øjne og var i slutningen af 30èrne.

Han, hans forældre dukkede op på det hotel jeg lige var blevet ansat ved og der skulle være en stor fest der. Jeg blev sendt i byen for, at hente et eller andet, men nået ikke særlig langt. For da jeg gik forbi to mænd (den ene ligner meget min farfar) og det var ham der have sendt mig i byen og den anden gik det op for mig sener var Allans far. Allans far sagde et eller andet i det jeg gik forbi dem og jeg kunne ikke lade være med, at smile af det. Det var noget med hunkønnet og skillinger, som jeg både fandt lidt rigtig, men også dumt og alligevel kunne jeg ikke lade være med, at grine i det jeg gik igennem hallen på hotellet. Der var altid mennesker der, så jeg ikke særlig meget mærke til dem der var der. Ikke før en sagde, "Hvad er det du går og griner af?" Jeg var kommet ud af syne, men vendt rundt og gik tilbage for, at svare. "Det var noget en sagde," svaret jeg og så nu grundet på dem og fortsatte hurtig, "Hans far, at dømme ud fra udsennet." Jeg gjorde et hovedkast i mod manden i køreskolen.
Noget bliver skruet frem (tiden)
Vi er stadig i hallen, der er bare gået et stykke tid og jeg er der stadig. Allan som manden hedder i kørestolen bliver enig om, at gå på opdagelse i det store hotel, men inden da spurgte jeg, "Ikke for noget, men vil du køre selv eller skal jeg skubbe dig?" Han kiggede uforstående på mig spørg, "Hvorfor skulle jeg blive sur over det?" Jeg trak bare på mine skuldre og svare, "Der er mange der gerne vil bevise, at de kan klare sig selv. Du ved, at de ikke har brug for hjælp, fra andre, når de ender i sådan en situation som du er i." Noget fejer hurtig over hans ansigt og manden ved skranken står og ryster umærkelig på sit hoved. Jeg lod som ingen ting. "Du kan skubbe mig," siger Allan og forsatte, "Jeg skammer mig ikke."
Og lige inden vi gik, vendte jeg mig om i mod manden, ved skranken og spurgte, "Har du et kort over hotellet, en kuglepen, samt en blok vi kan låne?" Han løftede et øjenbryn og spurgte, "Jo det har jeg da, men hvad skal I bruge det til?" Jeg slog mine arme ud og sagde, "Vi skal på skattejagt og skal krydse de steder af vi har været."
Vi var her og der og alle vejene. Krydset af alle de steder vi var og det lod til, at han synes, at det var sjovt.
Scenen skifter og vi er på hans hotelværelse.
Vi ligger begge i hans seng. Vi havde bare ligget og snakket sammen og lige midt i mellem søvn og vågen tilstand, fik jeg sagt, "Jeg elsker dig Allen," hvad jeg ikke selv var klare over. Jeg var heller ikke klar over, at han havde hørt det. Vi har stadig tøjet på og har sovet natten lang, side om side. Jeg vågner med et sæt og kigger på Allan der stadig sover og så på mit ur og siger for mig selv, "Det var så det job. Ikke engang en dag, kunne jeg holde på det. Åh du godeste." Jeg begyndte, at småle og begraver mit hoved i puden for ikke, at vække Allan. (Hvad jeg ikke viste, var at han er vågen og har været det længe.) "Du kan arbejde for mig," kom det stille fra ham og jeg kigger over pudens kant og ser ind i hans kønne grå øjne. "Som hvad?" kom det mumlende fra mig, da jeg stadig var halv gemt bag puden. "Du kan være min passer og plejer, samt ledsager," kom det tøvende fra ham. Jeg kunne have jublet høj og længe, men jeg lage bånd på mig selv og gjorde bare store øjne af ham. "Ja det er bare et forslag," siger han og fortsætter hurtig, "men du behøver ikke. "Er du tosset?" siger jeg og smider puden fra mig og fortsætter, " Selvfølgelig vil jeg det."
Ind af døren træder hans forældre og uden, at banke have banket på først. Jeg springer op og ud af sengen. "Hvad skal det her betyde," siger hans mor, der snerper munden sammen, mens hans far står med et glimt i sine øjne. "Jeg har hyret hende til, at tage sig af mig," svare Allan sin mor, mens jeg står med rank ryk og ikke vil lade mig kue af hende. "Hvorfor spurgte du ikke mig til råd, angående det?" fortsætter hun krævende. "Nu er din søn gammel nok, ikke?" siger jeg og fortsætter hurtig inden hun kan nå at overfuse mig. "Han er 38 år, så mon ikke han kan tage en beslutning uden at hænge i sin mors skørter hele tiden?" Og hvor jeg fik modet fra, ved jeg virkelig ikke, men hun så nu godt nok underlig ud i hoved og så ud til, at have svært ved at svare mig, så jeg fortsatte, "Din søn har hyret mig til, at være hans passer og plejer, samt ledsager og det kan du ikke komme og lave om på. Jeg arbejder for ham og kun ham. Det er kun Allan der kan få lov til, at herse rundt med ham. Er det forstået? Kun ham."

Og her slutter drømmen.

Tak fordi du/I læste med ;-)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Min drømmedagbog! Del 1. er publiceret 16/10-2015 15:27 af Winnie Leth Buch (Miss-Leth).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.