Min russisk ven
Halina Abram...
6 år siden
Stil, grill og musik
Martin Micha...
4 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
5 år siden
At træffe en beslutning
Baru
1 år, 8 måneder siden
Skovtur
Jytte Westen...
10 år siden
Ryddedag
Sunstar31
9 år siden
Wow, en regnbue af følels...
Neola
3 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
9 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
7 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
10 år siden
Tak Til Personen, Der Stj...
Kianna Kitte...
2 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
10 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
11 år siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Stormen Ingolf og min irr...
Michael Nevs...
6 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
13 år siden
Er syg...og venter spændt...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
9 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
16 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
8 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
11 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
10 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
10 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
9 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
3 år siden
Torsdag aften: SMS fra M, der spørger, om vi kan rykke vores date en dag frem.
Derfor står jeg fredag formiddag af bussen på Østerbrogade, drejer ned ad en sidegade og vader gennem sjap og sne til hendes blå dør, skanner dørtelefonens liste med navne og indser, at jeg ikke aner, hvad hun hedder til efternavn.
Tolv navne, tre angivet med fornavnsinitial, men intet 'M'.
Forsøger at huske etagen og vurderer samtidigt, hvilket af de resterende navne der klinger mest svensk.
Anden eller tredje etage virker mest sandsynlig, men ingen af navnene dér virker svenske.
Et enkelt skiller sig en anelse ud, og mens jeg fisker efter min mobil i inderlommen, for at ringe M op, flimrer billedet af hendes mørke øjne og sorte hår pludselig forbi mit indre blik.
Buzzz!
Og sekunder efter: hendes stemme i boksen på væggen.
Hun lukker mig ikke ind, men siger bare at hun er på vej.
Klik.
Og så larmende stilhed.
Stilhed, som den man oplever, når man efter et magisk øjeblik i Vega, træder ud i tomheden på Enghavevej og omsluttes af stanken af sur øl, pis og pot.
Så et tåget billede af M, der bevæger sig ned af trappens sidste trin.
Klædt i stramme jeans, en kort dynejakke og vandrestøvler, der med garanti ikke klarer det næste syn, åbner hun døren og bliver stående på trappestenen med armene ned langs siden.
Selv om jeg står på fortovet, rager mit hoved stadig et stykke op over hendes.
Hvorfor fanden siger hun ikke noget?
Er hun kun kommet ned for at be' mig smutte?
Beklage, at hun ikke tidligere har haft mod til at fortælle mig, at det her tog allerede er ankommet til endestationen, og at det er på tide, at jeg vågner op, stiger ud og ser at komme hjemad?
Er det sådan, det er?
Eller hvad nu, hvis det det bare er mig, der er en kæmpe hat?
Hvad hvis hun på samme tid står og tænker, hvad fanden laver han?
Er han bare kommet for at sige tak for knald, men slut?
Er det sådan, det er?
Er der ikke en voksen til stede? tænker jeg.
Slet ikke nogen, der kan se en tragedie in the making og intervenere?
Hvad fanden laver de der FN egentlig?
Læger uden grænser?
Inges kattehjem?
Anonymous?
Ham den lille fede med bue og pil!?
Opererer han kun i sommerhalvåret?
Ved alle græske guder og helte så gør dog noget!
Og det gør hun så.
M.
Hun smiler.
Et smil, der breder sig fra hendes læber til resten af hendes ansigt og fortsætter, til det fylder hele Østerbro; Gunnar Nu Hansens Plads, Fælledparken og den café, hvor vi drikker kaffe efter at have gået et par timer i kulden.
M fortæller om sin familie og sit studie, om at opgive drømmen om en karrierer som professionel atlet, om svensk feminisme contra dansk og om at møde mig en nytårsaften og på ét sekund beslutte, at jeg er værd at give en chance.
Jeg taler om min uddannelse, om ulysten til at indtage min plads i det store hamsterhjul, om min svaghed for detektivromaner og vrælende bluesguitar, om fornemmelsen af tæppet, der nytårsaften forsvandt under mine fødder, fordi 'en anden' besluttede, at jeg var værd at give en chance.
Om alt det og meget mere taler vi i timevis, kaffe bliver til frokost, til kaffe, til aftensmad.
Tilbage foran den blå dør står vi længe og holder om hinanden uden at sige noget, det afgørende øjeblik, den store addition, tidspunktet hvor jeg samler al min empiri og vover en konklusion: det her er alvor, ikke?
Uden at tøve presser M sig tæt ind til mig og svarer, at hun håber det.
I bussen på vej hjem er jeg svimmel, ikke kun i hovedet, men i hele kroppen, ikke utilpas, men boblende beruset, svævende og grænseløs.
Ville jeg gerne være blevet?
Ja, for fanden!
Havde jeg lyst til, at vi skulle løbe op af trappen og flå tøjet af hinanden og
...
At det ikke skete, var imidlertid måske det vigtigste den aften, et segl på vores løfte til hinanden om, at det her ikke kun er sjov og ballade.
Går det for hurtigt?
Er det fjollet og naivt?
Muligvis, men ved du hvad?
Jeg er SÅ ligeglad.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det her er alvor, ikke? er publiceret 09/01-2016 12:51 af Rasmus Tinn (Yorick).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.