Et punkt i midten af skærmen

Påske
Hanna Fink (...
6 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
8 år siden
sulten
Sunstar31
7 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
5 år siden
haft en stille weekend
Martin Micha...
2 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
8 år siden
Min russisk ven
Halina Abram...
4 år siden
Smiler
Bjørn Langki...
1 måned, 15 dage siden
Valg 2019
Martin Micha...
3 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
8 år siden
Følelsen af at give slip
Rayana Khamz...
7 måneder, 7 dage siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
7 år siden
Andreas mor døde i går aftes.
Det er ikke fordi, jeg på den måde er tæt på hende, eller var, men Andrea er stadig en vigtig person i mit liv, og det ville være mærkeligt slet ikke at nævne hendes mors død nu, mens det er aktuelt.
Det vil også være godt, og misforstå mig ikke, at få det overstået.
Andrea ringede og vækkede mig i morges.
Hun græd, men virkede fattet og på en eller anden måde lettet.
Jeg tror, det ofte er sådan, pårørende til mennesker, der dør efter lang tids sygdom, har det; kede af at miste én de holder af, lettede over den afklaring, der notorisk følger med det, at nogen dør.
Andrea fortalte, hvordan hendes mor langsomt var forsvundet ind i sig selv, som billedet på et gammelt fjernsyn, der samler sig til et punkt i midten af skærmen, og så pludselig var væk.
Jeg fortalte, at jeg aldrig har set nogen dø, og Andrea sagde, at det var det sørgeligste i hele verden, men også smukt, fordi det i det øjeblik var, som om al kærlighed var samlet på ét sted.
Jeg tror, jeg forstår, hvad hun mente ... Nogle omstændigheder fremkalder bare helt særlige stemninger, eller rettere: de skærper vores opmærksomhed på en helt særlig måde; vi hører tydeligere, ser mere klart, processer indtryk langt hurtigere og mere intenst end ellers.
Begravelsen er for den nærmest familie.
Andrea bad mig tage med.
Jeg havde ikke nået at fortælle Andrea om M, og med Andreas og min historie in mente, var jeg lidt usikker på, hvad der mere præcist lå i hendes 'invitation'.
"Jeg har mødt én."
Potentielt det mest røvede overhovedet at sige i den situation.
Men jeg er en plastret-af-i-ét-hug-type.
Og hvad fanden var egentlig det gode alternativ?
"Jeg vil bare gerne have, at du er der."
"Skal jeg nok."
"Er hun sød?"
"Meget."
Andrea og jeg duede ikke som kærester.
Slet ikke.
Som venner er vi ret gode.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Et punkt i midten af skærmen er publiceret 30/01-2016 14:56 af Rasmus Tinn (Yorick).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.