Hvad føler jeg, i dette eksakte moment?
Jeg føler mig fuldstændig udkørt. Eller måske nærmere, nedkørt. Kørt ned, af et tonstungt transportmiddel, på en gruset landevej. Absolut udsplattet, og splittet ad. Smurt ud over kølerhjelmen på en bil.


Jeg har det besynderligt. Jeg føler mig afsindigt, samt uforståeligt nedslidt, nærmest misbrugt. Min fysik skriger, på grund af ømhed, og insufficient ernæring.

Jeg er, på nuværende tidspunkt malplaceret, forkert befindende, forkert eksisterende - på Nørreport.

Jeg er fortrøstningsfuld. For jeg ved, at dette med garanti er momentane, og midlertidige fornemmelser, som aftager når jeg - efter en lang, ubarmhjertig, og smadrende vagt - ligger mig, med mit ømme hoved på puden, og sover, eller dør. I stilhed, og ganske fuld af fred - vil jeg som det næste, befinde mig på et koldt, klinisk metalbord. Anatomisk forskning - ja, så kan jeg bruges til noget.


Kan man ikke fungere, af den årsag - at man er sygt dysfunktionel på det sociale plan, så kan nogle medicinstuderende vel altid få lov til, at skære én ud i millionvis af stykker, og nærstudere ethvert organ som supplement til deres pensum. Det ville være mig en ære. Jeg ville med dybeste garanti - hvis jeg da var spirituelt til stede - være frisk på, at joke lidt med dem. Men jeg er for vulgær. Jeg ville sikkert tage fat i mit eget døde lem, og vifte det rundt, som lavede mit lig helilkopteren - uden hænder! Det er et scenarie som jeg ville elske at overvære.

- Kasper Lund