4 år siden

Er det forkert at være glad?

Nu se dig selv !
Søren Sørens...
9 måneder, 2 dage siden
Jeg skal møde Darren Cris...
Kianna Kitte...
2 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
6 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
8 år siden
Eksamen
RachelBlack
7 år siden
Tilbage i Danmark
Salomon
5 år siden
Hey now, hey now, don't d...
Camilla Rasm...
3 år siden
Ved du hvor dit barn er?
Kianna Kitte...
2 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
5 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
2 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
5 år siden
Det aktive...
Poul Brasch ...
7 år siden
Boxning
Ida Hansen (...
2 år siden
En stille bøn
Bastian
7 år siden
Den der følelse i kroppen
Tenna Herman...
7 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
3 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
3 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
12 år siden
Uafsluttet tekst - proble...
Kianna Kitte...
2 år siden
...og så blev man kogt.
Kianna Kitte...
2 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
2 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
4 år siden
Fugle hviskeren til undsæ...
Kianna Kitte...
1 år, 3 måneder siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
7 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
5 år siden
Godnat morgen
Hannah White...
4 år siden
"Det var sgu tidligt"... lyder det fra min gode bekendte, som jeg tilfældigt møder i Kvickly på en kedelig onsdag eftermiddag. Hans overraskelse er slet skjult og ligeledes må han kæmpe lidt for at holde sine øjne i ro, inden de ruller alt for meget rundt i kraniet af ham, i noget der kunne ligne forargelse.

"Jah", svarer jeg lidt defensivt... "men hvad kan man gøre. Hun er jo sød og det skete bare pludseligt..."

"Jo jo", svarer han... "men du sagde jo for bare to måneder siden at der ville gå lang tid inden du følte dig klar"...

"Ja, det er jo ikke alting man er herre over...", svarer jeg... stadig defensivt.

Jeg har lyst til at råbe ham ind i hovedet. Lige der - foran frysediskene i Kvickly: "Jeg ved sgu godt hvad jeg sagde, men kan du for helvede ikke fatte at når det handler om mennesker og følelser - så er der INGEN eksakt videnskab. Der er INGEN krystalkugler... og der er SLET ikke noget der kan siges eller loves med sikkerhed. Hvis du tror det, så kan jeg KRAFTEDEME godt forstå at du er single på 20. år...!!!"

Men sådan noget siger jeg ikke - jeg er høflig, konfliktsky og opfører mig altid pænt overfor andre mennesker. Og råber naturligvis aldrig ad dem. Eller forsøger at såre dem. Det gør man bare ikke.

7 måneder lykkedes det mig, indtil videre, at holde mine snitter fra det modsatte køn. Det ER ikke lang tid efter et forhold der varede i 9 år - jeg giver ham faktisk ret. Men hvem har en færdigsyet opskrift, samt et regelsæt som jeg kan slå op i, når jeg er i tvivl om hvor lang tid der skal gå før kæreste-sørgebindet skal tages af? Kan nogen fortælle mig, hvad jeg skal føle? Hvem forventer at jeg skal gå med bøjet nakke og stirre ned i jorden af sorg og skam over et mislykket ægteskab i en årrække, når jeg faktisk har gået og haft det helt OK og været glad - og ER glad?

Hvem siger jeg skal ligge sammenkrøbet i fosterstilling i min seng og vræle af selvmedlidenhed, hver gang et minde om en svunden tid og et forhold (der engang var rigtigt godt) popper op i hukommeren? Hvorfor skal jeg det, når jeg istedet bare smiler lidt ved de minder, med tanke om alt hvad der er gået godt, aldrig nogensinde kommer skidt tilbage?

Er det svært for andre at acceptere, at jeg har formået at ryste følelserne for min ekskone af mig? Ja, hun vil altid være et sted i mit hjerte. Også på trods af det lort hun har lavet overfor mig - den måde hun behandlede mig på i forbindelse med bruddet. Men hun gav mig 9 år af sit liv, hvoraf de 8 var rigtigt gode. Hun har fortjent den plads i mig. Men nu må hun videre med sine ting og jeg skal videre med mine ting. That's it.

Skal man så leve i cølibat i et x antal år, før det kan accepteres, at jeg rent faktisk har følelser, som jeg kan dele ud af, til rette vedkommende - især når jeg nu virkeligt... VIRKELIGT... godt kan lide den pige jeg har mødt?

Nej, jeg har sgu ikke planlagt at jeg skulle ind i et nyt forhold i super-warp-speed. Jeg har faktisk bare gået og taget det roligt, gjort de ting jeg har lyst til at gøre - og gør det stadig. Og jeg accepterede for længe siden, at jeg skulle belave mig på en lang periode som single. Men en sød pige kiggede mig lidt for dybt i øjnene og helt ind i min sjæl - og jeg kom til at gøre det samme ved hende.

Og så ramlede hele mit forsvar altså bare sammen. Jeg fik klamsvedige hænder ved det første kys, alting forsvandt omkring mig og jeg blev sendt et sted hen, som jeg bare ikke havde lyst til at vende tilbage fra.

Jeg sluger hvert et ord hun siger råt, hendes stemme giver genlyd igen og igen inde i mit hoved, jeg forsvinder i hendes øjne. Jeg kan dufte hende, selvom jeg er langt væk fra hende lige nu og jeg savner hende ret vildt.

Jeg må kæmpe en indre kamp for ikke at kime hende ned flere gange om dagen - men nøjes med at snakke med hende en gang hver anden dag. Jeg savner følelsen af at have hende liggende tæt ind til mig, savner følelsen af hendes hænder der stryger op og ned af mine arme når vi ligger sammen. Og glæder mig som en vanvittig til vi skal ses igen om 26 dage.

7 måneder som single kun... er det virkeligt så forkert? Når jeg nu er så glad?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Er det forkert at være glad? er publiceret 17/07-2016 11:10 af Dus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.