I tvivl... frustrerer...
Kunne skrige, græde... kan ikke mere..

Var hos psykolog I dag, vi snakkede rigtig meget job.
Efter mus samtalen har jeg tænkt sygemelding, kigget efter nyt job..
Jeg kan ikke være på det job mere.
Psykolog anbefalede mig at blive sygemeldt, en langtidssygmelding med henblik på at jeg ikke skal tilbage... Men tanke om at jeg ville blive fyret.
Hun ment jeg havde brug for nogle måneder hvor jeg kunne være mig og resturere.. Få noget luft og komme oven på igen...

Hun forslog at tage på job i morgen, og pakke mine personlige ting og så melde mig syg mandag...
Og snakke med lægen selvfølgelig..

Jeg skulle sået opfølgning hos lægen senere i dag..
Vi snakker om dette, hun vil så kun give mig 4 ugers sygemelding, da hun mener det ikke hjælper noget.
Og hvis jeg skulle sygemelde mig, så skulle jeg kontakte min fagforening.

Ved ikke hvad jeg skal...
Sygemelde.. lade være...
Kan bare ikke overskue at inddrage fagforeningen, ved min chef vil gå I mod, da hun mener det hele er min egen skyld. . Og stor grad støtter mine kollegaer i deres væremåde over for mig...

I formiddags kom jeg ind midt i en samtale på job, A er meget utilfreds over at hun har fået en røffel over at have åbnet munden overfor vores chef.
De blev meget hviskende og snakkede i hentydninger da jeg kom.
Vidste bare det var mig og situationen de snakkede om.
De render meget, hvor de kan snakke alene.

Ved sgu ikke hvad jeg skal...

Har bare lyst til at grave mig ned og gemme mig væk...

Hvis bare vi havde råd til jeg fik karantæne, så havde jeg sagt op i morgen...

Suk