1 år, 6 måneder siden

Skeletter

Forvirret.
Line Ley Jen...
4 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
4 år siden
1-09
Halina Abram...
1 år, 9 måneder siden
Et visit til Danmark's St...
Kianna Kitte...
1 år siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
4 år siden
Påske
Hanna Fink (...
5 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
5 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
1 år, 9 måneder siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
6 år siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
4 år siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
3 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
2 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
6 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
3 år siden
Flæskesteg og brækkede ri...
Olivia Birch...
4 år siden
Once upon a time
Morten Aske ...
5 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
6 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
2 dage, 7 timer siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
6 år siden
At føle sig udenfor...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
5 år siden
Lyden af livet
Hannah White...
3 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
4 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
4 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
6 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
5 år siden
Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
4 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
5 år siden
25.09.2016
Marianne Mar...
2 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 måneder, 12 dage siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
4 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
7 måneder, 16 dage siden
Verden holder vejret!
Marlene Gran...
6 år siden
Det er snart 5 måneder siden min far trak vejret for sidste gang og "forsvandt" lige for øjnene af hans tre børn og hans kone gennem 51 år. Det var en smuk juni aften - men en af de hårdeste dage i mit liv. Far blev bisat 6 dage efter - bisættelsen blev lagt på en onsdag alene pga mit job. Min arbejdsgiver var på nakken af mig og ville have mig afsted hurtigst muligt. Jeg måtte kæmpe meget hårdt, for at få lov til at være hjemme til fars bisættelse og med næb og kløer lykkedes det. Men de dage der gik fra han døde, til bisættelsen står meget tåget for mig. Selve bisættelsen husker jeg ikke så meget af - jeg var helt færdig, selvom jeg ikke græd så meget.

Ved den efterfølgende kaffe/kage/smørebrød cermoni holdt jeg en kort tale på min families vegne. Blot en tak til alle fordi de kom og far ville have været glad for at se dem... og så lidt praktisk info. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan jeg fik taget mig sammen - men hverken min mor, mine søstre eller svogre var i stand til det. Og jeg nægtede at lade en tjener eller anden stå og tale på min families (og fars) vegne. Så det lykkedes og folk har efterfølgende beundret "den stærke søn" for at kunne gøre det.

Sandheden er bare, at jeg ikke husker hvem der var der, hvad der præcist blev talt om, og hvad der var at spise.

Og nej, jeg var ikke på stoffer.

Min mor og jeg var i Prag i september - en fantastisk tur. Og ud over at gå en helvedes masse kilometer, fik vi talt om en masse ting, vi aldrig har talt om før - primært om far. Mor havde i den grad brug for at tale ud om en masse ting, hun har måtte gå med for sig selv i rigtigt mange år.

Min far har haft et alkoholmisbrug gennem 30-35 år - uden at jeg har vidst det. Jeg var klar over at han drak lige vel meget efter han blev pensioneret - men at det går helt tilbage til mine teenageår kom bag på mig. Men omvendt forklarer det også nogle ting, jeg undrede mig over dengang.

Min far har aldrig været voldelig eller ubehagelig overfor hverken mor eller os børn. Men han har haft så store problemer med sit eget selvværd at alkohol har været en måde at takle dette på. Han har sammenlignet sin egen succes med andres endnu størrere succes på hans jobfront (han var selvstændig i en ret stor branche). Og han havde svært ved at tackle at han ikke kunne præstere ligeså gode tal, som hans kollegaer i deres respektive butikker. Og det skal siges at han i øvrigt klarede det fremragende.

Han følte sig ikke god nok, og det smittede af på hans måde at takle f.eks min skolegang. Han pressede mig i gymnasiet i stedet for at lytte til mig og lade mig tage den 10. klasse jeg så hårdt havde brug for. Vi flyttede fra den ene ende af landet til den anden og jeg startede i 9. klasse og fik dårligt fodfæste, inden jeg skulle videre i gymnasiet. Jeg var ikke klar til gymnasiet og ville gerne have 10. klasse for at få mine fødder ned på jorden. Men det tillod han ikke og jeg startede i 1. g i et tre år langt forløb som jeg hadede som pesten. Og resultatet var også derefter - men huen kom dog på hovedet.

Derefter tog jeg teten i mit eget liv og mod hans ønske om at jeg skulle uddanne mig i IT eller sundhedssektoren, valgte jeg at stå til søs. Og her har jeg været i nu 30 år og ikke fortrudt et sekundt. Jeg har karriere og succes og trives. Og min far har været sindsygt stolt af mig lige siden jeg gik ud af navigationsskolen med skibsfører-eksamen i hånden.

Min mission lykkedes - alligevel slås jeg selv med at spejle mine egne resultater med mine kollegaers. Alligevel har jeg selv en tendens til at flygte ind i mig selv, gerne i en behagelig halvbims når jeg er hjemme, når jeg føler at jeg ikke gør det så godt som jeg tror mine kollegaer gør det.

MIne samtaler med min mor, har gjort mig meget opmærksom på det - jeg er den 2. alen af et helt stykke, som min far og jeg udgør - for jeg har SÅ mange dejlige ting af ham i mig. Men lige netop dén med følelsen af at jeg ikke slår til og måden at takle det på, er et mønster jeg må bryde. Min far drak stort set hver dag. Det gør jeg ikke. Langtfra. Og slet ikke når jeg er på søen. Men de mørke tanker presser sig på ind imellem når jeg er hjemme og så er der ikke langt hen til rødvinen - og med en god forklaring klar fra hoften... "det er jo fredag"... eller... "jeg har jo ferie" eller noget helt tredje eller fjerde. Eller slet ingen.

Min mor savner min far helt forfærdeligt selv om hun har kunne fortælle så mange ting om ham og hvordan hun så ofte har måtte dække over ham så andre ikke skulle opdage at der var et problem. Men det gør ham ikke til et dårligt menneske. Min far var det sødeste, rareste og kærligste menneske man kunne kende. Han var klog, empatisk, besad en enorm social intelligens og han var min allerbedste ven - og jeg savner ham SÅ meget. Jeg savner at kunne sidde og snakke med ham, nogle gange ud til de lyse timer. Det gør ondt at lære den side af ham at kende og nogle gange syntes jeg ikke at det er fair af mor at fortælle om det - men hvis hun ikke kan fortælle mig det, hvem skal hun så kunne læsse af hos? Ingen af os respekterer far mindre af den grund - vi elsker ham lige meget, savner ham lige meget.

Uanset hvad.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Skeletter er publiceret 08/11-2017 23:38 af Dus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.