Så oprandt den store dag, hvor jeg skal til at pakke. Fuck altså, det er hårdt. Tror at samtlige papkasser har pletter med tårer. Den ene er forvandlet til atomer, da jeg fik et raserianfald over, at vi ikke kan få det her ægteskab til at fungere. Jeg sparkede den, trampede på den og endte med at hive de sidste lapper i stumper og stykker, så den nu er total findelt.
Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme det hele igennem. Manden (nu eksmanden) trisser rundt og snerrer over det, jeg tager med, eller det jeg efterlader. Har lyst til at kravle ind i favnen på ham og blive holdt om og mærke bare en snert af tryghed. Men han trækker sig, bliver kold og træner hund i stedet. Jeg sjosker hulkende rundt, mens jeg falder helt fra hinanden. Lorteflytning...møgskilsmisse...