Kæreste dig,

Har tænkt meget på dig, ikke på nogen negativ måde, men havde vist brug for
at få det hele på afstand for at kunne se perspektivet. Jeg er ked af, at
jeg har ødelagt vores venskab så godt og grundigt, men vi er nok ikke ment
som venner - livet giver en nogle chancer og ved at tage dem, udelukker man nogle gange andre dele af livet, og det var nok det, der skete, da jeg
kyssede dig en nat i oktober.

Jeg ved ikke helt, hvor det her brev skal føre mig eller dig eller os hen,
men havde brug for at få lidt tanker ud - og tænkte, at et eller andet sted
ville du måske også være glad for at få lidt mere sammenhængende tanker fra
mig end de bebrejdende, fragmenterede beskeder, som jeg desværre har for
vane at ende med at overøse dig med.

Jeg tror faktisk, at jeg elsker dig. Var hos min bror til middag i aften,
min svigerinde rakte ud, og jeg tog imod. På vejen hjem, cyklede igennem
natten og kunne ikke få tanken ud af hovedet. Jeg elsker dig ikke som en
kæreste, nok ikke engang som en ven, jeg elsker dig bare. Og der er ingen
mere livsbekræftende følelse end den at elske. Jo, måske at blive elsket
igen - og et eller andet inde i mig tror på det.

Jeg er ked af, at det gik galt med os, men set i bagspejlet, så havde vi
vist ikke på nogen måde oddsene med os. Da vi slog op, var det som om, at en
kæmpe byrde blev taget af mine skuldre - og jeg har ikke helt fattet hvorfor
indtil nu. Du var på en eller anden måde, og det må du ikke tage for
personligt, en erstatning for min ekskæreste. Mødte dig på et belejligt tidspunkt, hvor jeg var knust - og mit hjerte havde brug for at tro på kærligheden igen, samtidig med at det havde brug for at blive svigtet af en anden, forhåbentlig mere 'ubetydelig' person end ham. Jeg var heller ikke parat til et forhold, men på vej ud af et. Og al den vrede, som jeg har følt over for dig, er jeg så småt ved at fatte ikke tilhører dig, men min ekskæreste. Jeg fik aldrig raset ud over for ham, fordi han på den måde smed alt, vi havde, på gulvet fra dag til dag og smed hele min fremtid ud med få ord og uden tårer.
Jeg gik så meget op i, at han ikke skulle se min smerte, at jeg glemte, at
jeg aldrig har kunnet kende vrede fra at være ked af det, så jeg blev ked af
det og vendte det indad i stedet. Og så var der dig. Og jeg har været så
forbandet urimelig, efter at vi holdt op med at ses, fordi jeg endelig er
begyndt at reagere med vrede, bare ked af, at det ikke er en vrede, jeg
skylder dig. Eller nej, det er jeg ikke. Jeg synes virkelig, du er dejlig -
og det ved du. Og mange gange er det jo ved timing, det hele ender. Og det
samme med dig og mig.

Jeg har lært så ufatteligt meget af dig, nu er det snart et år siden, vi
første gang skrev sammen. Det er uvirkeligt, så hurtigt tiden går. Jeg
savner at skrive mails med dig, suset i maven over ikke at vide, hvem du
var, men bare instinktivt holde af dig. Og første gang, vi mødtes, hvor jeg
hvert minut ønskede at aflyse og lå det i mørket ved siden af dig og ønskede
at række ud til dig og holde fast. Er glad for de minder, og jeg håber, at
det også er minder, du holder fast ved. Jeg ville sådan ønske, vi kunne være
ses, men vi kender begge min stolthed. Så det er bare for dumt at gøre flere
forsøg. Livet går videre. Jeg har det virkelig godt for tiden. Tror på, at
jeg er ved at være helt ude af min spiseforstyrrelse, hver dag er ikke en
kamp mere - selvtilliden er vist også ved at hænge mere sammen, det går godt
med studierne, dater lidt med en fyr fra arbejde, hygger mig med
fagrådsarbejdet og hvad det fører med sig, drikker lidt meget rødvin, ja,
kort sagt er jeg vist ved at være der, hvor jeg er glad igen.

Du fik mig da tro til at tro på kærligheden - netop ved at det hele gik
galt. Det er jeg glad for, og det var det, jeg ville skrive til dig. Og jeg
ville skrive, at jeg elsker dig. Og det synes jeg bare, at du skulle vide.
Jeg håber, I får succes med bandet, så kan jeg engang sige; Engang elskede
vi hinanden lidt, men det var dengang, vi var unge og utopiske, og det hele
var bare dårlig timing. Er det ikke et godt minde at have? Må hellere komme
i seng, før det hele ender i sentimentalitet, har en lang dag foran mig i morgen.

Savner dig søde, mest af alt dine ord, men også nærheden, ked af, at jeg er
så følelsesladet en pige, at jeg ikke kan være tilfreds med det halve, men
har aldrig været god til at nøjes - og vi ville aldrig have kunnet fungere,
hvis det var helt. Det ved jeg godt, men nogle gange skal man have lov at
drømme. Og hvis du har lyst til at skrive, så skal jeg nok svare.

Kys og kram fra Mig