Det er ved at være lidt siden, at jeg sidst har skrevet dagbog, så det må jeg hellere råde bod på. Mine læsere skulle jo nødig glemme mig. Hæhæ. Her går det godt og som vanlig har jeg krudt bagi og flyver og farer til det ene og den andet. Endnu en gang i mellem må jeg knibe i armen og tænke - kan det virkeligt passe, at der kan blive ved med at være så meget i kalenderen? Men ak ja - det er der. Der sker dog også nogle aflysninger og i formiddags kom den værste tænkelige.

En sekretær på neurologisk afdeling i Sønderborg ringede og aflyste konsultationen i morgen formiddag pga sygdom. Det er bare så ærgerligt, for nu kan jeg først få en tid en gang i juli måned. Hun spurgte dog, om jeg ville ind til en anden neurolog, hvilket jeg ikke var særligt begejstret for. Jeg mener, jeg har jo fået en henvisning til Sønderborg, for at jeg kan beholde "min" neurolog, der flyttede derned fra Esbjerg. Heldigvis har jeg det meget godt på den medicin, som jeg indtager og jeg sagde til sekretæren, at jeg vil ringe, hvis jeg fik brug for hjælp. Også øv, øv, øv, fordi Jette - min veninde gerne ville tage med mig og endda havde byttet sin vagt, så hun havde fri. Jeg ringede til hende og vi aftalte, at det ingen hindring ville være i at holde kaffeslabberas i morgen formiddag Intet er så ringe, at det ikke er godt for noget. Hendes søn styrtede på cyklen i aftes og fik en kraftig hjernerystelse, så kaffeslabberaset bliver hos hende, for så kan vi observere drengen samtidig med, at vi får ordnet verdenssituationen. Jeg tager en pose slik med til ham - det kan han vist godt bruge - også selvom han bliver 16 år på mandag.

I eftermiddag var vi til reception hos vores nabomand, der har været chauffør i samme vognmandsfirma i 40 år. Børnene havde pyntet hans lastbil med bøgegrene og syrener og sat billeder op af alle de lastbiler, som han har "slidt" ned i den lange årrække. De havde taget lastbilen med op til forsamlingshuset, hvor receptionen blev holdt og så holdt den udenfor døren og pyntede. God ide´. Fra Vognmandsforeningen var en mand, der holdt tale og overrakte en belønningsmedalje til jubilaren. Jeg vekslede et par ord med denne mand, inden han forlod selskabet. Jeg startede med at sige, at det var en flot og personlig tale, som han havde holdt, hvilket han blev glad for - MEN..... han havde ønsket jubilaren tillykke og han ønskede vognmanden og dennes kone tillykke, men han glemte at nævne jubilarens hustru. Jeg sagde til ham, at der altid står en kvinde bag og havde jubilaren ikke haft sin kone - havde han måske ikke haft 40 års jubilæum.
Manden tog det til sig - spurgte om jeg var en datter og sagde, at han var glad for, at jeg gjorde ham opmærksom på det. Senere fortalte jubilarens kone, at han havde beklaget sin manglende lykønskning, da han tog afsked.

Jeg ved ikke, om jeg blandede mig unødigt, men fra min side var det bare lidt hjælp til selvhjælp. Jeg vil jo nødig være en kværulerende kælling. Det gør slet ingenting, at vi fejler, men det gør heller ikke noget, at vi bliver konfronteret med fejlen på en værdig og sober måde. Det er jo fejlene, som vi lærer af.

Nu vil jeg slappe lidt af og så se, hvad aftenen ellers byder. Jeg har lidt, som skal gøres klar til i morgen aften, hvor vi er inviteret til 50 års fødselsdag hos Carlos søster - syd for grænsen.

Alle mine læsere må have en skøn og smuk forsommeraften.

Hyggehejsa fra hende der - Nellemor.