16 år siden

Hvem er jeg så?

Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
9 år siden
Måske læsedag
David Hansen...
3 måneder, 10 dage siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
8 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
10 år siden
No name girl
8 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
7 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
9 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
8 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
7 år siden
Sulten?
Kellany Bram...
11 år siden
Græsken
Halina Abram...
6 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
11 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
9 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Eksamensangst og mit nyes...
Merida Dunbr...
5 år siden
brænde
Peter
8 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
11 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
7 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
14 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
9 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
8 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
11 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
15 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
8 år siden
Flæskesteg og brækkede ri...
Olivia Birch...
9 år siden
Jeg er kommet i den alder nu, hvor jeg er tryg ved mig selv. Jeg har fundet en indre ro, som matcher den ydre ro, som fremmede ser i mig. Jeg har dog ikke helt fået tæmmet den indre kompleksitet, som ustandseligt stiller spørgsmålstegn ved mine valg. Jeg føler mig til tider splittet mellem flere modstridende følelser, men føler mig ukomplet uden begge. Jeg er en stille pige, som er udadvendt. Jeg er melankolsk med et smil på læben. Jeg er en eventyrlysten tryghedsnarkoman. Jeg er eftertænksom spontan. Jeg søger spænding med et sikkerhedsnet. Jeg gemmer mig, men er altid til stede. Altså er jeg skizofren på en ikke sygelig måde, men på en ”hvem er egentlig normal?”-måde..

Det lyder så alvorligt, når det står der på tryk. Det lyder så ulykkeligt. Min ulykkelige lykke. Min lykkelige ulykke. Der må være sort, for at vi kan se hvid. Der må være smerte, før vi kan opleve lykke. Der må være stilhed før stormen. Jeg er stilheden.

Lad mig forlade det filosofiske hjørne, og fortælle om mig selv, som vi alle har gjort tusindvis af gange til fester og jobsamtaler. Jeg er en 31-årig kvinde, jeg er universitetsuddannet, jeg har en kæreste, som jeg har elsket i 7 år, jeg fik foræret mit nye job ved at dyrke mit netværk, og jeg er netop hjemvendt til min fødeby for at komme tættere på familien og de gode gamle venner.
Jeg har været heldig igennem hele mit liv.

Dette held har givet mig et forholdsvis sorgløst liv. Min farfars død og kærestesorger er det eneste, jeg kan skrive på katastrofelisten. Min kamp med mine modsatrettede følelser har jeg dog kæmpet med fra fødslen, og min faders uforstående attitude over for min sælsomme natur, har givet mig et par overfladiske sår, men også en eftertænksomhed omkring min personlighed og en øget indsigt i mine handlemønstre. Sårene er helet for længe siden og menneskets natur er nu en kilde til evig forundring og en livslang hobby.

Heldet har dog også givet mig en uforklarlig følelse af, at jeg er på vej mod en stor sorg. At jeg skal gøre mig klar til at være stærk, og at min kamp ligger forude. Min overtro river og slider i mig nu, for nu har jeg skrevet det. Bliver det så virkeligt? Bliver jeg ramt i morgen?

-Emneskift- !!!!!!!!!!!

Jeg er begyndt på mit nye gamle liv med store forventninger blandet med en følelse af gru. Jeg er nemlig blevet småborgerlig. Troede egentligt aldrig, at det ville ske for mig. Jeg plejede at drømme om en international karriere, bohemelivet, hvor jeg gjorde min del til at redde verden. Kærlighed kom i anden række, kærligheden måtte tilpasse sig livet og ikke omvendt. Det har mine tidligere kærester lidt under, og jeg har en nagende følelse af, at jeg skylder dem en undskyldning. De kom altid i anden række, og jeg forventede mere af dem, end de fik af mig. Jeg forventede tilbedelse.

Så mødte jeg mit livs lys, min honeybun, min umage mage. Jeg havde ingen planer om at lukke ham ind. Vi skulle bare lege. Jeg skulle bare forsvinde i hans smil, hans brede skuldre, hans mørke og milde øjne, hans legelyst, hans lys indtil jeg igen drog ud i verden.
Det endte med at han tog med!

Vi kom hjem igen efter at have været os to mod verden sammen på godt og ondt. Jeg fik job i den anden ende af landet. Han var lige ved at smide håndklædet i ringen…men han tog atter med.

For at citere en film, så er han ”…everything I never knew I always wanted”. Han har udfordret mig på måder, som ingen har gjort før. Han har bragt lys ind i mit sind på en umiddelbar måde. Han er sort og hvid – aldrig grå. Og hans kærlighed til mig er fæstnet i hans sjæl.

Jeg troede ikke at kærlighed kunne være så ligetil og altomfattende. Jeg er taknemmelig for, at han har besluttet at dele sit liv med mig. Og nu tilpasser livet sig kærligheden og ikke omvendt, for alt andet er sekundært.

Det var en lang introduktion til et lille liv. Næste gang må jeg hellere fortælle om, hvorfor jeg er opstået på Fyldepennen.

Carpe diem, R.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvem er jeg så? er publiceret 18/02-2008 14:10 af Gyldenstjerne.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.