Så er de første billeder af den lille taget. Det var et stort øjeblik. At se den lille skikkelse på skærmen og vide den var inden i mig. Det bliver en stædig lille en vi får – den ville i hvert fald ikke flytte sig da sygeplejersken ville have den til det. Efter 5 minutters asen og massen (lige ind på min blære) stak barnet armen op og ”vinkede” som i – jeg skal sgu nok selv bestemme hvad jeg vil gøre… Det grinede vi en del af. Men vi fik den da målt og min termin blev rykket fem dage tilbage. Jeg havde selv troet mindst over en uge, men sådan var det ikke. Det er nu også godt nok.

Men det var vildt. Det havde jeg slet ikke troet. Jeg har ikke det vilde forhold til billederne – det er jo bare nogle skygger på et stykke papir, nej det var noget helt andet på skærmen. Det var meget mærkeligt, men så stort.

Alle tal var bare helt fine og det kunne ikke være bedre på nuværende tidspunkt. Det var dejligt. Rart at få at vide. Ikke at det garanterer noget som helst, men det er bare betrykkende.

Hele dagen var H er stort smil. Han kunne ikke få armene ned. Men det er jo sådan set også første bevis for ham til at ”der er noget derinde.” For ellers har han jo bare set mig brække mig og have det dårligt.. Nu var der virkelig bevis for ham. Han var en meget stolt far.. Det var også en fornøjelse at se.

Nå – fik fortalt mine søskende nyheden for et par dage siden. De var så glade. Især min storesøster. Hun er så glad for at skulle være moster (har ingen børn selv) og nu skriver hun ofte og fortæller hvor glad hun er..

Det er sgu dejligt at en sådan nyhed ikke kun bringer glæde for os selv..