Sidder og rydder op på en mængde papirer,
der ligger og flyder på spisebordet.
Spisebordet er blevet skrivebord
og skrivebordet er fyldt med rent tøj der skal på plads.
Her i påskevarmen sidder jeg på slagbænken
og lader mig varme i ryggen som en lille drivhusplante
gennem de store vinduer, som kun kan åbnes forneden.
Sidder og tænker på den farce, som generalforsamlingen var
i tirsdags, for snart en uge siden.
Min desperate kamp for de rigtige to-delte vinduer til huset.

Bestyrelsen på tre vandt. En dement beboer stemte for, en gad ikke tage stilling og var iøvrigt ikke til stede, en undlod at stemme og jeg, som den eneste, stemte imod, at bestyrelsen skulle have mandat. Mandat til at udføre det mest frygtelige for huset. Isætte nye, men tilsvarende åbne vinduer, de samme som nu varmer mig i ryggen. Kun et bestyrelses medlem udtalte sig om min kamp; "flot stykke arbejde". Det var dette medlem som jeg havde sat min lid til. Han bor nemlig ikke i huset, bor i en villa lidt længere ned af vejen. Han virker som om han har god stil i alt hvad han gør omkring sit eget, han gav mig ret, at to-delte var sagen, men der skulle passes på økonomien...og fulgte trop med de andre. Fortalte ham efter mødet, at jeg var skuffet, havde forventet noget mere; træden i karakter. Bestyrelses formandinden får altid sin vilje, hun vil have store vinduer, planter den og hendes lakajer følger trop.

Papirerne jeg sidder med, vidner om min desperate kamp. De indeholder, underskrifter fra naboerne, udtalelser fra fagfolk, der siger at huset er skabt til to-delte vinduer. Alt peger mod to-delte vinduer.
Dette hus er ikke for normale mennesker.
Jeg har besluttet at jeg vil flytte.
Jeg ved, at de bliver de øvrige beboere glade for, så er vi af med ham: "den skriftkloge".
Har lavet sort te med blåbær. Blåbær er power food.
Den er kun lidt over ni og det er sikkert køligt endnu. Men solen lokker, jeg må ud.