Jeg indrømmer: Der er altså gået lidt argurketid i min dagbog, men godt det samme, for så får jeg lov til at slappe af.
Idag er der dog nyt. Jeg var til middelalderlandsbyen (sammen med far, Lonnie og en gammel veninde Anja) og jeg så en gammel bekendt. Det er en der hedder Anders, og historien om ham er at han tidligere var en af Daniels bedste venner. Af den grund kom han meget hos min far i en periode, og når jeg så kom i weekenden kunne jeg sagtens ricikere at møde ham. Han var nok lidt buttet den gang, men det gjorde ikke mig noget, for han var sød og jeg var forelsket i ham. - Men med mig også resten af verden (føltes det som). Jeg havde en gang en veninde fra Sjælland på besøg og samtidig var Daniels kusine der også. Kusinen, Lene, havde betroet mig at hun godt kunne lide Anders, og så vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. Jeg valgte at forsøge at holde nallerne for mig selv, for hun var jo først. Da min veninde, Tina, så kom, blev hun også forelsket og mens at Lene og Tina skændtes godmodigt om ham, så jeg bare på. Men Tina rykkede hurtigt. Trods det at hun kun havde kendt ham tre-fire timer, var de allerede par samme aften. Deres forhold holdt vel næppe mere end en uge, så var de slået op (de boede jo også på hver sin ø). Lene betroede mig at hun var blevet rigtig ked af det, og uden at sige det, var jeg jo også. Men nu var han min venindes ex, og så helt bestemt lukket land da jeg altid har og vil sætte venskab højest. Jeg ved ikke om Lene nogen sinde vandt ham, men efter et stykke tid blev Anderses og Daniels venskab noget der ligesom gik i sig selv, og så så jeg ham knap så ofte, og til sidst slet ikke(Daniel døde). Jeg hørte fra Benjamin (Daniels lillebror) at Anders var blevet punker (igen) og lavede grafittig og var blevet knap så fin i kanten nu hvor han ikke talte med Daniel mere. Idag stødte jeg så ind i Anders i middelalderlandsbyen, eller rettere; han kaldte på mig. Og WAOUAW!!! Han er gået fra klassens tykke dreng og til at være klassens smarte dreng. Han så død godt ud, men det var far der førte ordet, og inden længe fik jeg kun sagt "haj" til farvel og ikke et ord om noget som helst andet. Doh!