Jeg kan skrive i blinde. Uden problem. Jeg kan lukke øjnene og så overfører mine fingre blot mine tanker til tastaturet. Det er en underlig oplevelse, for selv om jeg ikke ser på skærmen, så kan jeg se ordene og de enkelte bogstaver inde i hovedet. Jeg ved, at der er mange, som kan skrive blindskrift, det er sikkert ikke noget specielt. Men, når man begynder at tænke over, hvilken hukommelsesøvelse, der ligger i denne kunnen, så tænker man, at man burde udfordre sin hjerne noget mere, noget oftere. Det er også sjovt, at jeg kan skrive faktisk helt korrekt, selv om jeg ikke kigger. Men jeg kigger jo, blot med fingrene. Men jeg kan også skrive det hele forkert, hvis jeg får flyttet fingrene blot en tast væk fra udgangspunktet og så skriver løs derfra. Blindskrift er alt eller intet. For det meste kigger jeg på det jeg skriver, mens jeg skriver det. Men jeg kan mærke, at der er meget mere censur, når jeg kigger, mange flere rettelser, meget flere opbrud, mere tøven, mere tvivl. Måske ville jeg være forfatter nu, hvis blot jeg var blind. Eller hvis jeg kunne sætte velcro på mine øjenlåg og klistre dem til. For det er ganske svært at holde dem helt lukkede helt uden at snyde. Nu falder mine øjne i, næsten af sig selv. Næste gang jeg skal skrive noget tror jeg at jeg vil prøve at give mig selv bind for øjnene, sætte et æggeur og så lade fingrene danse som om tasterne var varme kul.

God nat.