Det er nu ikke så ringe at du kan overkomme at skrive brevet hertil, velvidende at mange totalt fremmede vil læse det.
Du er begyndt at savne trygheden hos psykologen.
Eller er det måske hyggen?
Hvis du skal se hende igen, så køb noget smart tøj, så du ligner en med selvtillid. (Hvis du har råd.) Besøg hende så og tal til hende på lige fod. Ikke som en klient med problemer.
Og mærk så om du har det rart med det. Hvis I får en hyggesnak, hvor du måske endda kan grine,så er du måske i virkeligheden færdig med hende?

En overgang til "friheden" er altid vanskelig. Selv hvis du fortsætter hos hende i årevis,vil denne overgang føles problematisk.
Det vigtige spørgsmål er: Har du endnu dit problem? eller er dit problem blevet, at du er blevet afhængig af hende.
Som ved legemlig lidelse: Har man smerter fordi sygdommen endnu er der? Eller har man smerter fordi man er blevet afhængig af medicinen?
Er samtalerne gratis for dig? Der kan ligge en fælde heri!

Under alle omstændigheder: Held oglykke med det.

Venlig hilsen
Dino.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Du skal tænke over om det du har behov for er en veninde der lægger øre og hjerte til, eller prof. råd og hjælp. Veninder kan være gode at læsse af på, men det er ikke alt, de vil kunne hjælpe med, eller for den sags skyld rager det måske ikke dem? Psykologen kan fungere som både og, og det er aldrig et nederlag at vende tilbage.
Livet er svært, og samtale hjælper afsindig godt på depression mv.
Tænk over det og følg din egen fornemmelse for, hvad der vil gavne dig.
Kærligst,
Vicky