Hej Vicky,
eftersom jeg hverken har været gift eller har et forhold bag mig som er længere end 2 år, kan jeg ingenlunde sætte mig ind i hvordan du må have det. Floskler og gode råd er der nok af i en sådan situation. Med al mulig respekt, tror jeg, det er fejlagtigt at spørge, hvordan MAN kommer igennem det. Da du faktisk selv, hvor tåbeligt det end lyder, kan forme din reaktion i den retning du gerne vil have det.
Jeg kom igennem mit seneste break-up ved at fokusere på 'nuet' og 'fremtiden' og mulighederne, istedet for, som jeg har gjort tidligere, at fokusere på fortiden, og finde på 'hvad nu hvis-er' og 'jeg skulle jo bare have gjort...' Jeg mindede mig selv om, at jeg jo ikke kan se ind i fremtiden, og derfor ikke kan vide om netop dette break-up er 'det værste der nogensinde er sket for mig'. For det kunne ligeså godt være det bedste der nogensinde er sket. Det kan jo være, at netop dette break-up åbner mine øjne for nogle ting, jeg aldrig før har kunnet se, tænkte jeg.
Den sårede stolthed hang ved i mange måneder, og jeg følte mig også som en fiasko, fordi 'da måtte have fejlet som kæreste, siden han ikke ville have mig længere'. Men med tiden kom jeg til at se, at det aldrig kan være min fiasko, når et menneske vil noget andet end det jeg vil. Og jeg kom til den erkendelse, at mit ønske om, at han skulle 'ville det samme som mig' udsprang af min egen usikre, egocentrerede verdensanskuelse.
Det er skidehårdt at give slip på mennesker man elsker. Jeg ved ikke hvilke konflikter I har måttet slås med, men det er altid nemmere for mennesker at give efter for frygten eller selvbebrejdelsen og slå sig selv oven i hovedet, end at tvinge sig selv til at sætte sit problem i 'dets rette perspektiv'.
Jeg synes, det er hensigtsmæssigt at give sorgen eller chokket tid og plads, men jeg synes også, at man skal huske at åbne øjnene mellem tårerne og kigge på verden. For den kan være uendeligt smuk.
De bedste tanker,
Marlene