Jeg er vokset op med at " du skal skamme dig" var replikken men småting var årsagen, og skyld var mere et spørgsmål om uskyld.
"det er din skyld" det lever advokaterne godt af i dag.
For mig er skam, at nedgøre andre mennesker, hvad bilder vi os ind at behandle andre på den måde, så skal man skamme sig.
Men tjenester vi gør hinanden, bliver vekslet med vin eller en blomst, det er nærmest som om vi ikke vil skylde hinanden noget. Så omsorg ikke får lov at stå alene som en gestus.

Det er visheden om at man i sin livsudfoldelse har handlet således at andres ret til samme er blevet trådt under fode.

Sådan har jeg for nylig læst det hos Schopenhauer.

Psykopaten er lige glad.
Men andre føler en indre smerte ved tanken om det de har gjort.

Visse forældre (ikke så meget i vor tid, tror jeg) er overihærdige i deres ønsker om at lære børnene denne følelse af skam. Nogle driver det så vide at børnene KONSTANT har denne følelse af smerte i sig.
Den danske jantelov er på spil her. Ofte handler denne om de voksnes indbyrdes relationer, men den har været meget praktiseret overfor børn.
Det efterlader børne med visheden om at de intet kan gøre rigtigt. De er ubegavede og dur ikke til noget. Gør de noget forkert, straffes de hårdt, selvom det ikke var i en ond mening. Men så kan de jo lære det! Og taler de når der er voksne gæster på besøg, får de besked om at klappe i.( De voksne skal i hvert fald ikke skulle skamme sig over deres tåbelige unger.)

Det kan kun give det unge menneske en følelse af uret til livet, når det skal hjemmefra og siden klare sig selv.

Det er en god ting at man kan skamme sig! For det har en god regulerende virkning på vore handlinger.
Jeg husker fra skoletiden at jeg stak en lodret løgn til en lærer for at slippe for en lussing. Idag ville jeg have foretrukket lussingen! For smerten i kinden ville hurtigt glemmes.

En anden gang i skolen var der en høj pige der udtalte noget som gjorde hende til grin for klassen. Jeg skulle have forsvaret hende, for jeg var ganske enig. Men jeg orkede det ikke, fordi jeg den næste måned ville blive drillet med at være lun på "fyrtårnet." Hvad jeg ikke var. Men hvor har det siden ærgret mig at jeg ikke stod op for det der var rigtigt. Og skammet mig over mig selv.

Skam og skyld er godt - i rimelig mængde.

Skal man kunne tilgive sig selv?

Jim i romanen jeg skrev om, har en høj forestilling om sig selv, og han drømmer om at kunne udøve heltegerninger, og han har uden tvivl også evnerne til det. Men han kommer i et dilemma. Han er førstestyrman på en plimsoller der skal fragte 800 pilgrimme til Mekka. Men en tåget nat springer skibet læk, og vandet strømmer ind. Kun et rustent skot holder det tilbage. Det er klart at skibet vil synke om et øjeblik og der er ikke redningsbåde til de 800. Så mandskabet gør i hemmelighed en båd klar og vil stikke af uden at varsle de mange mennesker. Jim tager afstand fra dem, men i sidste øjeblik hopper han alligevel i båden, og den sejler væk i tågen. - Men skibet går ikke ned. Et andet skib finder det og får det bugseret i havn. Var Jim blevet på skibet, ville han have stået som den store helt, nu bliver han i stedet dømt for fejhed og mister retten til at tage arbejde til søs. Det kan han ikke komme over.

Det er rigtigt, at andre kan påføre en skyld og skam, men det er uden tvivl værre når man fører det over sig selv. - Hvordan kommer man over det?

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Charly

Ja, jeg ved godt, at skyld og skam er forskellige men beslægtede begreber. Men i Jims dilemma synes jeg, at de falder sammen til et. Eller man kan sige, at skammen er følgen af skylden.

Hans største problem senere i livet er, at han ikke kan tilgive sig selv.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Charly

Øh, den må du vist ikke uddybe. Hvad mener du med Nåde? Jeg har en bibeloversættelse hvor nåde er oversat til "ufortjent godhed". Mon ikke vi alle har brug for det, men om den frigør os for skam, den kan jeg ikke greje.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Charly

Ja, Møllehaves ord er smukke og sande. Og skønhed og sandhed er vel også søskende, men ikke helt det samme.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg er helt enig i at skyld og skam har forskelle uadtil.
Man kan dømmes i retten for sin skyld. Men ikke for sin skam. Den kan man kun føle selv.
Med desuden kan man selv og subjektivt rammes af skyldfølelse.
Men da er spørgsmålet om skyldfølelse og skam måske er synonyme.

Omkring det med at kunne tilgive sig selv. En god bog er Paul Leer Salvesens bog:
https://www.saxo.c...tet_9788741224367

Han har også skrevet en bog med interview af drabsmænd. Måske den ultimative handling at skulle tilgive (sig selv for), og hans drabsmænd har det også rigtigt svært på det punkt. Og spørgsmålet er, om det ikke kræver en handling, en anden aktiv part, at tilgive. Jeg mener, at man kan finde en ro, forlige sig med sig selv, men personligt har jeg det svært med ordet tilgivelse i forhold til sig selv.

Hej Alfred

Jeg forstår godt hvad du skriver, og du har ikke uret. Har man gjort et andet menneske uret, med eller uden vilje, skål man jo helst søge tilgivelse og forsoning med den det er gået ud over. Men det sker jo, at vedkommende er uforsonlig, eller ikke til at nå, så må man jo have en måde at komme videre med sit liv, eller skal man da ruge resten af sine dage over en synd man har begået?

Var man katolik kunne man gå til en præst og få absolution, men den mulighed er lukket for de fleste af os andre. - Har man gjort hvad man kunne for at få en forsoning i stand, og det ikke kan lykkes, må man vel ende med at tilgive sig selv.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Charly

Det er sandt alt hvad du skriver. Det mener jeg i hvert fald. Jeg vil dog tilføje noget.

Det du skriver om er vel det kristne syndsbegreb, arvesynden. At vi foruden vores personlige synder også slæber rundt på hele menneskehedens synd, og kun kan blive befriet fra gennem troen. Det kan man så tage bogstaveligt, eller man kan tage det som noget arketypisk. Lige meget hvor hæderlige vi er, så går vi ikke gennem livet uden at pådrage os skyld. Det er så både en byrde og en trøst. En byrde fordi man ved, at hvor hæderlig man end er, så vil man alligevel komme til kort, en trøst er det, at den byrde er den samme for alle andre med. - Det rammer noget sandt, men er dog et pessimistisk livssyn. Skal vi aldrig have lov til at føle os virkelig frie?

Jeg var som ung medlem af et trossamfund, som jeg blev udstødt af på grund af mine synder. I dag føler jeg mig som et frit og redeligt menneske, men trossamfundet har aldrig tilgivet mig, og vil ikke gøre det, medmindre jeg foretager nogle vigtige ændringer i mit liv, som jeg hverken kan eller vil. Alligevel føler jeg mig ganske fri, og har en udmærket samvittighed.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]