Bag denne sære titel gemmer sig en lægmands trang til at væve løs om visse ting.
I 2018 udkom M. Shelleys bog "Frankenstein." Det er altså for tidligt at fejre 200 års dagen. Men vi er da tæt på.
Frankenstein var en forsker der lavede et uhyre ved at sammenrimpe døde kropsdele fra nedgravede lig og forbinde resultatet med en lynafleder. Selvom man dengang intet vidste om elektrisk strøm. (ud over at fænomenet var kendt som noget mystisk og farligt)
Nuvel uhyret bliver levende og fjumser rundt som et barn med alt for mange kræfter. Med tiden erkender uhyret at det er ondt. Men det spørger også sig selv: "Er det egentlig min skyld? Hvem gjorde mig til den jeg er?"
Og jeg vil benytte lejligheden til at sammenligne uhyret med mennesket i almindelighed. For hvad er vi mennesker, når det kommer til stykket?
Lad os angribe spørgsmålet på en slags Cartesiansk måde. Hvis vi ikke ved hvad vi er, så lad os se efter.
undersøger vi legemets strukturer i nærbillede, finder vi at det er dannet af et stort antal celler, der hver for sig synes at være sine egne. Så vor første undersøgelse giver resultatet at vi er en bunke celler der holdes fast med hinanden. Men vi er vel mere end det? Ja! Der sker kvalitative ændringer, når så store kvantiteter bringes sammen. Ikke mindst fordi der er sket en arbejdsdeling imellem cellerne. Til sammen kan cellerne gøre noget som ingen af dem kan hver for sig. Hvilket formål tjener da dette samarbejde?
"Follow the money" siges det nogle steder. Hvad opnås? Rigtigt: Mulighed for at overleve gennem cellefællesskabets modstandskraft mod de ting der er livsfarlige for cellerne. Bare et eksempel: Samarbejdet muliggør flytning til områder hvor man kan finde det livsnødvendige vand.
Går vi dybere, finder vi at der inde i cellerne lever bakterier. De er mitochondrierne. Disse bakterier har altså for længe siden fundet ud af at samarbejde med cellernes øvrige materialer til gensidig gavn. Det må vi indse: Hverken celler eller mitochondrier kan overleve alene.
Men rent "højniveaubegrebsmæssigt - hvordan takler vi denne gåde? For set fra humanismens vinkel forekommer bakterierne ejendommelige. Hvordan kan baktusser være en så essentiel del af vore legemer, ikke blot som hjælpere, men bidragydere til selve selvet? For noget tyder jo på at de har eksisteret i forvejen, førend "værtsorganismerne" opstod?
Et andet og nødvendigt overlevelsesmiddel er tarmfloraen. Antallet af bakterier i tarmene er enormt. Nok sammenligneligt med antallet af celler og måske større endnu. Når disse tarmbakterier er så nødvendige, må man spørge om de berettiger tanken at de faktisk er en del af organismen selv, som mitochondrierne, og ikke blot tilfældige gæster i et hulrum i legemet. (Dyr kan fødes uden tarmflora, men er så ikke levedygtige.)
Moderne forskning har vist at tarmfloraen spiller afgørende roller, ikke kun for stofskiftet, ikke kun som skaffere af brugbare proteiner og vitaminer m. m. men endog som mentale styreværktøjer. Vort mentale liv er altså noget der fungerer sammen med tarmbakteriernes virke.
Så hvad er da et menneske? (Og en hjort, en kat osv.)
Det synes rent empirisk at være kolonier af bakterier med visse overbygninger.
Mennesker er født uden skarpe klør, spidse tænder og store muskler. Derfor er vi sårbare overfor rovdyr. Men vort mentale liv har gives os smarte måder at bruge vore beskedne kræfter, der giver os kompenserende fordele.
Vore indbyggede bakteriekolonier har altså kunnet profitere på cellesamarbejdets overlevelsesmuligheder.
Set med udviklingslærens briller er de mentale evner altså ikke menneskets primære identitet, men gradvist dannede bivirkninger ved bakteriesamfundets livsudfoldelse.
I menneskets tilfælde er der sket kvalitative konsekvenser af det mentales store kvantitet. Vort mentale liv begyndte engang at vende blikket den anden vej. Vi kunne pludselig se os selv. Og jeg siger pludselig, for det intelligente menneskes udviklingstid er uhyre kort sammenlignet med bakteriernes milliarder års eksistens.
Et resultat af alt dette er at vi stiller os spørgsmålet: Hvad er vi, hvad er jeg, hvad er et menneske? Og som Frankensteins uhyre, indser vi med ét at vi er onde. Måske også gode ind imellem, men ikke hele tiden. Som uhyret, undskylder vi os også med at vi ikke har skabt os selv.
Skal vi så bortkaste humanismen som idé? Tanken om at et "menneske - er et menneske? Ikke en fluktuation på primitive bakteriemassers eksistens, men som noget der må tage et ansvar for os selv, vore medmennesker og for verden? Vi ved at vi er onde, men derfor ved vi også at vi må gøre noget ved det."
Det spørgsmål besvarer nok sig selv.
Uhyrets ensomhed er en tydelig del af dets dilemma. (Der var da også nogen der lavede en film, hvor en feminin udgave blev til.)
Det står at læse at god ernæring af kroppen også er god ernæring af tarmfloraen og det skal kunne slå tilbage på vor mentale sundhed og afværge, depression, demens og stress.
Jeg vil sige at jeg aldrig selv har viet sundhed særlig stor opmærksomhed. (Bortset fra dette: Jeg har aldrig været ryger.) Og jeg har heller aldrig set "holismen" som vejen frem, selvom jeg godt kan se at tarmfloraernæringstesen måske peger lidt i den retning.
Èt må jeg dog indse: Min tro på at kemi og mentale tilstande hører sammen kan kun styrkes af disse bakteriefloratanker, og troen på en åndelig sjæl som noget selvstændigt i forhold til det materielle legeme står så svag som nogensinde.