Jeg tror ikke der er mange, der bliver såret over en fiktiv person inspireret af det virkelige liv. De ser ikke sig selv som forfatteren ser dem.
Noget andet er så selvbiografien. hvor det måske er lettere at se hvem der hentydes til. Her kan det være svært at finde grænsen.

Nogle tænker nok at hvis indtægten er stor nok, er der råd til at miste sine venner. Med så mange penge skal man nok få sig nogle nye.
Heldigvis er de fleste af os alt for uinteressante til at vi bør skrive vore erindringer.
Et erindringsværk kan være en måde at "få hævn på," men smukt er det ikke. De giftige bidder kan også være en måde at skaffe læsere. Sladder sælger jo godt.

Hej,

Jeg tror, at ovenstående (Mogens Sørensen), har ret i, at vedkommende ikke ser sig selv, som forfatteren ser dem, og bliver derfor ikke såret. Tror faktisk, at meget få, ville vide, at der blev skrevet noget om dem/inspireret af dem, hvis man ikke fortalte dem det. Det er faktisk ret interessant :-)

Dog mener jeg også, at der i nogle tilfælde er en grænse, og den grænse bliver sat, af ens egen samvittighed :-)

- Jessica, Wonderland.

Jeg tror, at du kan finde delvist svar på dine spørgsmål i injurielovgivningen (straffelovens § 267). Den går i korthed ud på, at man kan retsforfølges, hvis man om en person siger noget ærekrænkende, der kan være egnet til at nedsætte medborgeres mening om denne person.

Der er derfor ikke noget galt i at benytte virkelige personer som inspiration, men de må ikke være genkendelige, hvis de bliver brugt i et plot, hvor de ikke er så fine i kanten, at man kunne anse det for ærekrænkelse. Det kommer mange forfattere om ved, når de skriver på forsatsbladet, at enhver lighed med afdøde eller nulevende personer er utilsigtet og helt tilfældig.

Jeg tror ligesom Jessica, at de færreste ville opdage det, med mindre man fortalte dem, at de er brugt som skabelon for NN i en bog. Det er jo trods alt et billede af en person, filtreret igennem forfatterens hjerne med de øjne denne ser med.

Som tommelfingerregel kan du jo spørge dig selv om det private, du kender til, er en betroet hemmelighed eller om du selv ville bryde dig om at få det private spredt ud, hvis det var fra dit eget liv.
Eller du kan bruge ophavsrettighedsloven og tage 25 % privatliv og blande op med 75 % fiktion. Så må det være tilstrækkeligt fortyndet.

Jeg arbejder på et projekt, der går meget tæt på mig selv. Dvs. alle karaktererne er annonymiserede, men det er ikke svært at regne ud at det er en historie, der er baseret på virkeligheden.

De overvejelser jeg har haft er dels:
a) De virkelige begivenheder, som jeg behandler fiktivt, skete for minimum 20 år siden. Jeg går ud fra de fleste implicerede parter er gået videre.
b) Intet af handlingen omhandler noget, som er i nærheden af at omhandle noget, som er ulovligt.
c) Den, der hænges mest ud i projektet er uden tvivl mig selv. Og jeg kan tage det.
d) Projektet kan godt siges at hænge bestemte personer ud, da jeg blandt andet beskriver hovedpersonens familie "indefra", men jeg har vurderet at min relation til disse mennesker godt kan bære det jeg beskriver. Hvis disse personer ikke kan håndtere at jeg har skrevet om dem, så er jeg også parat til at tage konsekvensen af dette.

Opsummerende: Jeg tænker det gør en forskel om man fortæller en selvbiografisk historie, dvs. en historie, der handler meget om éns eget liv, og derfor også involderer familie, venner, eventuelle kærester osv. - ELLER om man sætter sig ned og skriver en historie fordi man vil "hævne" sig.
Men uanset hvad er det en god idé at gøre sig nogle tanke rom, hvad man vil gøre, hvis nogle af de mennesker, der er med i éns tekst protesterer. Vil du trække manus'et tilbage? Vil du skrive det om? Den slags

Når man skriver trækker man nok fra tid til anden på sin egen livserfaring. Skal man beskrive en beruset mand, kan det da godt være at han ligner ens egen fordrukne far*, selvom manden skal forestille en helt anden person.
En forfatter har som enhver anden gået i livets skole, og herfra må han jo hente sin skrivestil og inspiration.
Men der er da forskel på visse sporbare formuleringer (sporbare for dem der kender ens baggrundspersoner godt - for eksempel dem selv!) og på længere forløb, som umuligt kan opfattes som andet end noget der virkelig er sket.

* Det er blot et eksempel. Min egen far var aldeles ædruelig.

Jeg tror at hvis man vælger at bruge inspiration til sine karakterer fra det virkelige liv, skal man overveje med varsomhed hvordan man vælger at bære sig an med det. Jeg ville starte med at anonymiserer navnet, da man som udgangspunkt aldrig ved om personen vil læse det efterfølgende. Og så skal man jo overveje hvad man vil bruge. Det er en meget individuel sag, som har noget juridisk inde over, men også noget etisk i forhold til hvordan man selv ville agerer i en situation hvor man selv blev benævnt mere eller mindre i en historie.

Her kan det vist være på sin plads, at citere et indlæg jeg for en tid siden skrev til Politiken. Det var en reaktion på en leder 11. januar. (Indlægget blev dog ikke bragt i avisen).

"Det er helt efter bogen, at romaner øver vold på virkeligheden, og at de, der uforvarende havner i dem, føler sig misbrugt, men der er og bliver ikke noget alternativ til den kunstneriske ytringsfrihed i litteraturen." (Politiken 11. januar)

Det lyder jo helt rigtigt, men der er nu alligevel en grænse, nemlig mellem fiktion og fakta og mellem sandheden og løgn.
Hvis der på en bogs omslag står "roman" må vi gå ud fra, at alt der står på disse sider er fiktion, også når forfatteren bruger elementer fra virkeligheden, fra sine erindringer.
Men går forfatteren så ud og siger, at det han har skrevet er konkret virkelighed, så har han krydset en linje, og man må have fuld ret til at spørge, om det nu også er sandt.
Vi må alle stå til ansvar for, hvad vi gør og siger - og skriver, og der er forfatteren ikke anderledes end andre mennesker.
Skoledrengen der hænger en kammerat ud på Facebook, kan ikke påberåbe sig nogen ytringsfrihed, og det kan forfattere heller ikke, når det de skriver ikke er fiktion.
Principielt er ens erindringer ens egne, og man kan bruge og manipulere dem så meget man vil, også når det gælder virkelige personer som er en del af erindringerne, og vil man lege med fakta - ja, hvorfor ikke? Det gør alle forfattere - altså så længe det er fiktion.

Kåemer

Det er der noget rigtigt i, Kåemer.
Hvis folk skriver et læserbrev (eller på Facebook) om virkelige personer, må de stå til regnskab for lovene om injurier og bagvaskelse.

Hvis de derimod påberåber sig litteraturens fiktion og nyder godt af de friheder der forbindes med den, får de et problem hvis de samtidig hævder at nok er dette en roman, men det er skam virkeligt hvad der står.
Så har forfatteren bragt sig ind på injuriernes og bagvaskelsens domæne.

Scherfig skrev i "Frydenholm" om Grev Flemming Fido Rosenkop-Frydenskjold." Og han skrev ikke pænt om ham. Han hævdede at han aldrig blev trukket i retten, selvom nogle kunne føle sig udstillet i bogen. Det kunne dels skyldes at navnet kun havde en vis lighed med virkeligheden, og dels at en sagsøger kunne risikere at tabe, fordi Scherfigs påstande måske var tilstrækkeligt sande.
Scherfig må have været sur på den "helt igennem fiktive" greves gøren og laden under besættelsen.

Generelt vil jeg dog tvivle på den kunstneriske gevinst ved at hænge navngivne personer ud. Stor kunst kan normalt klare sig uden den slags.
Når Scherfig udstiller en adelsmand for dennes tyskvenlige indsats, ligger der naturligvis en vis reklame der måske sælger flere bøger. "Gossip" er der ofte salg i.
Når det er sagt skal jeg erkende at jeg kunne lide "Frydenholm."

I "Ditte Menneskebarn" var der stærk social indignation, men et højt kunstnerisk niveau fordi Nexø beherskede sin vrede. Han svinede vist ikke nogen virkelige personer til.

Politikens leder virker noget vidtgående omkring litteraturens frihed. Ytringsfrihed handler først og fremmest om politikker, systemer, filosofier osv. Men navngivne enkeltpersoner bør nyde beskyttelse.