Der sad jeg så igen. I den samme kedelige og utrolig ubehagelige stol, som jeg også sad i sidst. På bordet ved siden af, lå de sædvanlige ugeblade. Jeg skimtede dem hurtigt igennem, men intet faldt i min interesse. Selv de samme patienter var til stede, som sidst. Jeg havde haft ondt i hovedet i flere dage nu, desuden havde jeg haft dårlig mave i 3 uger nu. Overfor mig sad gamle fru Jensen, hun skulle have en ny recept til hendes gigtpiller. Min læge hedder Peter, han er flink og venlig ved alle sine patienter og tager sig altid god tid.
Jeg var spændt på at høre resultatet af de prøver jeg havde fået lavet for uge siden. Peter sagde at jeg ikke skulle bekymre mig. Han var rigtig god til at berolige mig med hans blide og dybe stemme. Den hvide kittel klædte hans solbrune ansigt, som nærmest skinnede sammen med hans lange lyse hår. Han havde brede skuldere og var muskuløs. Det vidste jeg fordi jeg havde set ham løbe hans sædvanlige tur rundt om den store sø. Han havde altid shorts og en hvid undertrøje på. Døren åbnede sig ind til Peter og ud gik fru Jensen. Receptionisten er kvinde på omkring 26 år med langt lysebrunt hår. Hun lyste altid op så snart Peter kom ud for at tale med hende. Jeg synes hun var en møgkælling. Jeg vidste det var min tur. Jeg var spændt.
Receptionisten kiggede på mig som om jeg var det rene udskud. Jeg blev bange for om de vidste det. At det ikke var min egen urinprøve. Det var min hunds urin, jeg havde tappet. Jeg kunne jeg bare så godt lide at være hos Peter. Han fik mig altid føle mig som en million. Desuden svarede han tilbage, når jeg talte til ham. Det gjorde hunden aldrig.
”Frank, så er det dig!”