Jeg elsker at tage til lægen.
Det er så hyggeligt at ræse afsted, fordi der kun var én tid ledig i denne dekade, og den ligger selvfølgelig 5 minutter før man har fri. Jeg elsker at træde forpustet ind i venteværelset, melde min ankomst og så ellers få lov at sætte sig og vente i en halv time til tre kvarter.
På trods af jeg er kommet et kvarter for sent.
Hvis du ikke skulle have gættet det, så er jeg sarkastisk lige nu.
Jeg hader det.
At sidde i venteværelset hos lægen er ligesom at sidde i fandens forgård; Der er varmt, overbefolket og du er der som regel fordi du har gjort noget galt.
Jeg kiggede rundt på de andre i venteværelset.
De var alle sammen allerhelvedes anspændt. Ryggen var rank og spændt, knoerne var hvide på de knyttede næver der lå på benene og man kunne næsten høre folks tanker.
- Hvorfor brugte jeg ikke kondom?
- Hvordan kan man ikke finde ud af at gå ned af en trappe?
- Åh gud lad mig være rask!
Panikken i tankerne var blevet pakket væk bag en rolig facade, en facade der var hårdere end stål og sten... Indtil de blev kaldt ind.
Har i nogensinde lagt mærke til det? Det virker som om ingen hører lægen komme gående, men når han siger folks navne springer de op, som om der var stød i deres stol. Det kan være det er en reaktion på at deres navne bliver sagt højt, når de helst vil være anonyme.
Jeg havde måske opdaget alle de små finurligheder der var ved det, men det forhindrede mig da ikke i, at sidde med rank og spændt ryg, en facade af sten og stål og naturligvis lave det uelegante hop, da lægen sagde mit navn.
Panik.
Hvad nu hvis det viser sig jeg har svineinfluenza? Slæber han mig så ud bagved og afliver mig? Skulle jeg måske bare sige at det var en fejl at jeg kom og så bare gå, og leve og dø i lykkelig uvidenhed?

Jeg vil hjem!
Lige nu!
Åben munden og sig at du havde glemt du havde en aftale!

At pisse i bukserne af skræk og løbe ud af et venteværelse i fuld sprint, mens man hyler uforståelige udtryk, giver en stærk følelse af mandighed.
Det var også sarkasme.