”Nu må du holde op!” Jens så irriteret på hende. ”Det var dig selv der ville!”

Kvinden i den alt for stramme blanke buksedragt, virrede rædselsslagen på hovedet. ”Jeg gør det ikke!”
”Pjat!” Jens vendte sig om mod piloten. ”Nu vil hun alligevel ikke!”
Piloten svarede ikke. Han talte med kontroltårnet i en række koder, der ikke sagde Jens noget.
”Hvorfor vil du ikke?” Han var nødt til at råbe. Støjen var øredøvende.
Merete rystede på hovedet og bed tænderne sammen. Hun klamrede sig til sædet og trak sig baglæns. ”Jeg gør det ikke!” Jens kunne ikke høre hende, men aflæste hendes læber.
”Er det stadig den drøm, der plager dig?” råbte han gennem motorstøjen.
Omsider nikkede hun. Forsøgte at løsne remmen under hagen, som ville hun pille hjelmen af igen.
”Lad den nu være! For pokker, er du klar over hvad vi har givet for denne her oplevelse!”
Merete så ned, ville ikke møde hans blik.

Den tredje mand i kabinen begyndte at åbne lugen med en solariebrun hånd. En iskold vind strømmede ind og ruskede i deres dragter. Vinden hylede. Jens så et glimt af de hvide skyer, der trak forbi på den blå, blå himmel.
”Kom nu!”
Merete rystede på hovedet. ”Jeg vil ikke – det går galt.”
Den solbrændte mand der aldrig havde fået præsenteret sig, smilede og rakte ud efter hende. ”Det er nu eller aldrig.” Hans smil virkede beroligende.
Omsider fik de trukket Merete frem til den åbne luge. Blæsten rev i det løse hår, der hang ud under den sølvfarvede hjelm. ”Du bliver så glad for billederne!”
”Tror du?”
Et lille skub og hun var ude. De nåede lige at se et glimt af hendes skrækslagne ansigt, før hun gled forbi dem og var væk, langt under dem.
”Så er det dig! Er du klar!”
Jens smilede og gjorde sig parat. Skulle lige til at springe, da han fik øje på bylten på sædet, hvor Merete havde siddet for et øjeblik siden.
”Hov skulle hun ikke have haft den dér på?”
”Hvad?” Manden kunne ikke høre hvad Jens sagde, men vendte så blikket i den retning kunden pegede. Så blegnede det solbrændte ansigt.