Typisk. Man får en tid til klokken 10.30 og klokken 11.00 sidder man stadig og venter. Det danske system er nu dejligt. Her i venteværelset kan jeg rigtig få god tid til at betragte, hvem det er jeg betaler topskat til. En arabisk mor og hendes barn, der sidder og leger med legoklodser. En gammel dame der konstant hoster, og en ung langhåret fyr, der sikkert ikke har arbejdet en dag i sit liv. På væggen modst mig hænger et indrammet tekststykke, hvor der står "Den der tager noget for givet, har ikke forstået livet." Sikke en gang pis. Det rimer ikke engang.
Jeg vender igen blikket mod ham den langhårede. Han sidder uroligt. Fødderne bevæger sig hele tiden, og hans øjne er enten rettet stift mod gulvet eller også flakker de hurtigt rundt i lokalet. Da han bemærker, at jeg iagttager ham kigger han hurtigt væk. Slapsvans. Se på ham. Nervøs over at skulle ind og høre om sin forkølelse hos lægen. Formentligt fejler han ikke en skid. Sidder her kun for at bruge mine skattepenge og spilde min tid i venteværelset.
Endelig er det min tur. Skal have svar på blodprøven. Læge Andersen giver mig hånd, og jeg tager den selvsikkert.
"Nå lad mig høre, hvor galt det står fat," siger jeg smilende.
"Sæt dig ned først, Poul," svarer han.
Lidt tøvende sætter jeg mig ned.
"Du har kræft, og den er fremskreden, jeg er ked af det" siger Andersen
"Hvad betyder det helt konkret?" spørger jeg
"Gennemsnitslevetiden for folk med dine synptomer er typisk et sted mellem 9 og 14 måneder," svarer han.

Da jeg igen kommer ud i venteværelset ser de andre derude kort på mig. Jeg kan ikke møde deres blik. Jeg kan simpelthen ikke se dem i øjnene. Jeg kan ikke spejle mig deres blikke. Vil ikke. På vej hjem i bilen kører ordene fra venteværelset igen og igen i hovedet på mig. "Den der tager noget for givet, har ikke forstået livet.