”Snøft, undskyld Hr… snøft”

”Hejsa lille ven. Du er vel nok en kær lille pige.”

”Vil du ikke nok hjælpe mig? Snøft, jeg kan ikke finde min mor.”

”Nå for søren, det var da ikke så godt. Er hun ombord på toget?”

”Ja hun er, hun var her lige før.”

”Hvordan ser hun ud?”

”Hun har lyst hår, hun skulle bare på toilettet og så gik jeg op for at finde hende og så ved jeg ikke hvor hun gik hen og så kan jeg ikke huske hvor vi sad…”

”Er du også sammen med din far, eller er det kun dig og din mor?”

”Det er kun mig og min mor. Vi skal besøge mine bedsteforældre. Vil du ikke nok hjælpe med at finde hende?”

”Jo selvfølgelig vil jeg da det. Nu skal du høre, det kan jo ikke nytte noget at vi stormer rundt i toget og leder efter din mor vel…?”

”Øhh nej… snøft.”

”Hvis nu du hopper ind på sædet ved siden af mig her, så holder jeg udkig efter din mor.”

”Men… Jamen…”

”Nu skal jeg flytte mig så du kan komme ind og sidde ved vinduet.”
”Det en rigtig fin kjole du har på. Har din mor købt den til dig?”

”Øhm, ja. Skal vi ikke gå ud og se om min mor leder efter mig?”

”Nej det er der vist ingen grund til. Nu skal du høre hvad vi gør. Vi bliver bare siddende her, og ved næste station går vi hjem til mig og ringer til dine bedsteforældre. Der er gode chancer for at vi også finder din mor på stationen.”

”Øhm… jeg tror ikke at…”

”Nu må du lige tage dig sammen! Du kan ikke blive ved med at sidde og vræle vel… Jeg har jo sagt jeg nok skal passe på dig. Tror du din mor ville blive glad hvis hun så du sad og tudede som en lille baby!”

”Undskyld, snøft…”

”Nu skal vi af næste gang, og så følger du med mig hjem ik?”

”jo... det gør jeg vel.”

”Det var godt, vi skal nok få det hyggeligt os to.”

”MOR…!! Hvor har du været henne?”