Jeg ser ud over bordet, som er prydet af en enkelt plante i midten. Tallerkenerne er alle hvide, og så har de næsten samme størrelse. Nogen har gjort sig umage. I vindueskarmen (hvor planten normalt hører hjemme) ligger to pakker og en kuvert, sikkert et kort.
- Nå, du har ikke fortrudt?
- Nej, tiden er vist inde.
- Jamen så må jo hellere komme i gang.
Der bliver skramlet med stolene mens alle finder sig en plads, og rummet fyldes for en kort stund af en summende lyd - samtaler der lige skal gøres færdige.
- Ja, så er vi her vist alle sammen!
Den summende lyd forstummer.
- Som dit sidste måltid har du ønsket chokolademuffins fra McDonalds og Coca-Cola, og det får du så.
Fnis og indforståede smil udveksles henover bordet.
- Skal der være fest, så lad der være fest …
- Tak Louise, det rækker! Derudover har vi samlet ind til en lille ting. Joan vil du ...?
Gaverne forlader deres plads i vindueskarmen og jeg påbegynder udpakningen under den obligatoriske bevågenhed. Alle ved hvad der gemmer sig bag det kulørte papir, inklusive jeg selv. Gaverne har præcis den rette størrelse til at indeholde de ting, som jeg (helt utilsigtet naturligvis) har nævnt for Joan, at jeg brændende ønsker mig.
Så følger en kort tale, hvor jeg bliver takket for min engagerede indsats de forløbne år, der udtrykkes forståelse for mit ønske om nye udfordringer og jeg ønskes alt godt fremover.
Og så går vi ombord i de indkøbte McMuffins med Coca-Cola.