Jeg står lænet op af den hvide mur med en kop kaffe i hånden. Mit blik hviler på en lille otteårig pige med langt lyst hår og smukke safirblå øjne, der skinner smukt. Pigen smiler stort og snakker kort med de forskellige gæster, der kommer over til hende for hurtigt at give hende en gave, hvorefter at gå videre rundt og snakke med de andre gæster.
Jeg tager mig sammen og stiller koppen på bordet, der står ved siden af mig. Med nervøse skridt går jeg over mod pigen med et smil. Hendes blege hud bliver tydeligerer, og jeg kan tydeligt se, hvor mager hun er. Kun skind og ben, men det er nogens skyld. Det er den uretfærdighed, der er i verdenen, som har gjort det her mod hende.
Endelig når jeg frem og stopper op ved siden af pigen, smiler til hende. Hendes øjne glider op af mig, og hun spreder sine magre arme. Jeg løfter hende op og giver hende et kort kys på hendes iskolde pande.
"Jeg har en gave til dig min lille engel" siger jeg blidt og sætter pigen ned igen og trækker en pakke frem fra et sted under min bluse.
Det var en blød pakke, og med store spændte øjne tager pigen imod pakken og pakker ivrigt op. Frem kom en sød lille brun hundebamse.
"Hvor er den sød. Den vil jeg tage med på hospitalet" siger pigen og smiler glad til mig.
Jeg smiler skævt igen, men med et trist blik i øjnene. Langsomt sætter jeg mig ned ved siden af pigen, da jeg ikke vil forlade hende. Ikke nu. Jeg kan jo aldrig vide, hvornår vi alle ville miste hende, og derfor beslutter jeg mig for at bruge så meget tid på hende som muligt.
"Ved du hvad?" spørger jeg, og pigen vender sig mod mig med et smil.
"Nej hvad?" spørger hun ivrigt, mens hun knuger bamsen ind til sig.
"Jeg elsker dig virkelig meget. Ved du godt det?" spørger jeg og stryger hende over håret.
"Ja, og jeg elsker også dig. For evigt. Til den dag jeg dør" siger pigen med et stort smil.
Tårene presser på, men jeg græder ikke, omfavner hende bare med et lille smil.