Selv sidder jeg altid i hjørnet og ser på. Måske er jeg bare den stille type, eller måske er jeg bare nervøs. Det har jeg altid været, når jeg har skullet tage store beslutninger. Selv om mine hænder sveder meget lige nu, har jeg nu længe set frem til denne dag.

Hans er lige kommet ind, og er som sædvanlig meget højrøstet. Nogle gange tænker jeg på, hvorfor det er han altid bliver inviteret med. Især efter den episode sidste år. Forstår folk slet ikke hvem han er?

Selv om Mette klemmer min hånd, ved jeg at jeg gør det rigtige og det ved hun også. Hun er en stor støtte for mig, og har altid været det. Faktisk var vi barndomskærester. Allerede i fokeskolen vidste vi, hvordan vores fremtid skulle være. Måske stammer min had til Hans allerede fra dengang. Jeg ved han havde udset sig Mette flere gange, men hun har altid afvist ham.

Småsnak, pølser og rødvin bliver sendt rundt.
Nu har vi kendt hinanden i SÅ mange år og jeg fristes næsten til at holde en tale. Jeg er bare bange for at komme til at tale over mig. De skal ikke stoppe mig nu.

Hvem er Hans egentlig? Ud over at være denne åbenlyst udadvente person, er han også det menneske jeg hader mest i verden. Selv om ingen andre kan se det, ved jeg at han er ondskaben selv. Jeg kan se at når han kigger på mig, ved han at jeg ved. Jeg ved hun afviste ham igen.

Jeg kan mærke Mettes hånd om min nakke. Hendes kys på min kind fortæller mig at det er nu. Jeg ved det var ham. Han fulgte hende hjem sidste år. Eller næsten hjem i hvert fald.

På bordet kan jeg se min hånd tage fat om gaflen. Jeg hører tre små bank mod glasset, og nu venter jeg kun på det jeg har drømt om så længe. Mine ben løfter mig op, og jeg kan mærke Mette støtte min arm. Hun ved det er det rigtige, selv om hun har prøvet at tale mig fra det. Hun visker det til mig: "Det var Hans".

Bang!!

"Jeg savner dig Mette".