Tante Viggo - sådan kalder vi hende fordi hun aldrig ville gå i kjole da hun var lille - rejste sig op hen på aftenen, drevet af nød og en enkelt flaske god rødvin for meget. Vi andre opdagede det ikke før hun havde fået sit glas til at klirre så højlydt, at det lå i små stumper nede på gulvet og med et par skår i skrup-af-suppeterrinen, som havde standset sin fremfærd ved tante Viggos plads, fordi onkel Mogens ikke kunne se forskel på suppe og den kaffe, han lige havde blandet op med en del whiskey og tre dele bearnaisesauce.

Viggo så kærligt på sin mand, og han forsøgte ihærdigt at gengælde hendes blik. Hun rømmede sig langsomt, energisk og med al den værdighed hun på nuværende tidspunkt kunne mønstre.

"Kære allesammen," begyndte hun tøvende. "I dag er vi samlet som så ofte før, men jeg har aldrig før holdt en tale, og det slog mig, at hvis jeg skal nå at prøve det, må jeg vist hellere gøre det nu."

Hun betragtede os andre med øjne, som så ud til at have kendt bedre dage, og fortsatte henvendt til sin mand:

"Mogens, du er den bedste mand en kvinde kunne ønske sig. Jeg har været glad for de år vi har haft sammen, og derfor vælger jeg at sige farvel nu, mens vi stadig er lykkelige. Jeg går fra dig. Jeg håber, at du vil huske mig med kærlighed."

Og med de ord sluttede Tante Viggo sin første, sidste og meget korte tale. Der var blevet temmelig stille i det tætpakkede forsamlingshus. Hun mødte de lamslåede blikke med så megen fasthed hun kunne få sine øjne til at udtrykke, og derpå gik hun. En skræmt, forvildet mumlen gik gennem salen. Tante Viggo og onkel Mogens havde altid virket så glade for hinanden. I mindst et kvarter var forsamlingen tavse af undren.

Onkel Mogens sad tilbage og stirrede på den suppeterrine, hvor skårene af hans ægteskab lå. Langsomt, uendeligt langsomt gik der en prås op for ham. Han rejste sig med stort besvær.

"Kære allesammen," mumlede han. "Tante Viggo og jeg blev i eftermiddags enige om, at disse familieting var begyndt at blive lidt kedelige. Så derfor tænkte vi, at en skilsmisseerklæring måske kunne friske sindene lidt op. Jeg håber, at I nød forestillingen, for jeg går ud til min kone nu, mens benene stadig kan bære."