Drømme

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie hvor hovedpersonen har svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed. Lad det være op til læseren at finde ud af hvornår de to forskellige bevidsthedsniveauer optræder. Medtag gerne flere personer i historien.

Det er koldt. Jeg trækker tæppet op. Stirrer tomt ud i luften. ”Hvorfor?” spørger jeg ud i det tomme rum. Ingen svarer. Fjernsynet er den eneste lyd. En summen der dulmer smerten.
Jeg går ind til den lille. Vil give hende lidt at spise. Hun skriger. Har gjort det længe. Jeg kan ikke holde ud at høre på det. ”Kom nu. Nu må du altså spise,” siger jeg med træt stemme. Det er hårdt at have sådan en lille størrelse. Kommer til at tabe flasken et par gange. Fumler lidt med barnet, så det på et tidspunkt har hovedet ned ad.
Fjernsynet er holdt op. Sort skræm. Har jeg slukket det? Hvor er Agnete? Hvorfor skriger hun ikke? Er hun ikke sulten? Jeg rejser mig. Benene føles som bly. Kommer vist til at vælte de tomme flasker på stuebordet. Det klirer i mine ører.
Pigen skriger stadig. Hun vil ikke have sutteflasken. ”Drik det så unge,” mumler jeg. Når hun åbner munden for at skrige, stikker jeg flasken ind i det åbne gab. Hun må da tage føde til sig. ”Hold nu op med skrige. Mor får sådan en hovedpine,” brummer jeg. Jeg må have en cigaret. Bare lige en.
Jeg er ikke klar over om jeg har sovet. Ligger stadig og lytter. Hvorfor skriger barnet ikke mere? Jeg vender mig om. Tager en af de grønne flasker fra bordet. Drikker lidt af den. Sutteflasken står ved siden af. Sjovt det væske der er i, ligner øl.
Det ringer på døren. Agnete er begyndt at spise igen. Men skriger altid. Naboer ringer på og klager. Men det er ikke en af naboerne. Det er hende den lyshåret snobbe fra kommunen. Hvad vil hun nu? Jeg åbner. ”Dav Grethe. Hvordan går det?” spørger hun. Hun træder ind. Sammen med andre. ”Hvor er Agnete?” spørger snobben. Kan de ikke se jeg har lagt hende på sofaen? Jeg staver over reklamer og gamle flasker. Nu må jeg også se at få ryddet op. Agnete ligger ikke på sofaen. Men på gulvet med en sutteflasken i hånden. Hun hikker. ”Du giver hende da ikke øl?” spørger snobben. Jeg ryster på hovedet.
De er lige så hurtig væk som de er kommet. Har de taget Agnete? Jeg rejser mig. Falder så lang jeg er. Agnete er inde i fjernsynet? Hvordan er hun kommet derind?

Skriv kommentar

Besvarelsen Alene? er publiceret 18/07-2009 08:46 af Lise Jensen under skriveøvelsen Drømme.
Version 1 - 18/07-2009 08:46
Besvarelsen er på 389 ord og lix-tallet er 18.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

14 år siden
#1 Astrid Skammelsen (Astrid 23)
Fangende historie! Meget barsk men god!
14 år siden
14 år siden
#2 Mikala Rosenkilde (Mikala)
Wow! Svært at sige andet. Det er virkelig, virkelig uhyggeligt og skræmmende!

Minder mig om Vita Andersens bog "Hvorfor en hånd vil du have" og andre af hendes tekster.

Du skriver virkelig godt!
14 år siden
14 år siden
#3 Brown
Du har lavet en fantastisk god beskrivelse af et mareridt, som man ikke ønsker at opleve. Jeg blev helt revet med. Super!
14 år siden
14 år siden
#4 nma260787
Det hele starter som meget korte sætninger, som ikke givet et godt flow i teksten - og gør den lidt svær at læse, men efter at have læst den to gange, ser jeg at det giver mening, at den er splittede på den måde - altså hendes tanker. Det gør det til en meget mørk historie og du udnytter de korte sætninger rigtig godt.

Sikke en forfærdelig historie, men også så spændende og fasinerende...
elsker forresten din slutning...! Det er simelthen genialt!!!!!!!! sikke et godt og gennemtænkt twist!!!!! LOVE IT!
14 år siden
14 år siden
#5 Marie W
Elsker de korte sætninger, der giver energi og tempo, giver et indblik i hendes tanker. Handlingen skrider hastigt fremad, og man indfanges næsten selv i hendes frygtelige situation. Slutningen er fænomenal.
14 år siden
14 år siden
#6 Graziellen
Ja hun har svært ved at skelne mellem sine deleriumdrømme og virkeligheden og læseren bliver efterladt i samme situation. Har på fornemmelsen at virkeligheden glider ud og ind i meget hurtigt skiftende perioder. Er det rigtigt. Hvis det er meningen synes jeg at det meget velskrevet. Godt at snobben kom forbi, for selv om barnets i sagens natur ikke blev beskrevet (Det var jo set gennem alkoholikerens øjne) havde jeg alligevel ondt af det lille puds. Nu læser jeg lige dine andre øvelser for jeg er nysgerrig på dig.
14 år siden
14 år siden
#7 Pia Hansen
hej Lise.

Velskrevet lille fortælling, der fint opfylder kravet om, at læseren skal forsøge at adskille drøm fra virkelighed.
Det er jeg ikke sikker på jeg kan, men det er egentlig udmærket.
Sikke dog et mareridt! Stakkels mor, hvad enten hun drømmer alting værre end det er, eller virkelig er helt alene med den lille og noget ude i tovene af søvnmangel.

vh. Pia H
14 år siden
14 år siden
#8 Gitte Morsund
Skræmmende elegant løsning på opgaven. For hvad er drøm/mareridt, og hvad er virkelighed?
Fin skildring af miljøet, det umulige i at tage sig sammen, fx. de mange reklamer.

Enkelte slåfejl, men intet meningsforstyrrende.

/Gitte
14 år siden
14 år siden
#9 Lise Andreasen (anemone42)
Får en god følelse af, at fornemmelsen af hvad der er rigtigt og hvad der er fantasi helt er forsvundet. Eller måske skyldes den manglende sammenhæng, at der er små blackouts? Læser også, at det skrider pga. de grønne flasker.

Stavefejl: skræm/skærm, lyshåret/lyshårede.
14 år siden
14 år siden
#10 Lars Find-Andersen (Bibelot)
Godt tema. God historie. Gode scener. HP synlig. Lidt svært at skille drøm fra virkelighed 100%. Nogle sproglige fejl. Staccatostil hist og pist = OK i drømme.
14 år siden