-Nej, beklager, hun er på ferie i den her uge. Du kan først få en tid på torsdag. Skal vi sige torsdag kl. 9.30?
Det er et retorisk spørgsmål og den afmålte sekretær på automatpilot har allerede ført tidspunktet ind i kalenderen og vendt sig mod det næste nummer i køen på kontanthjælpskontoret.

Han vender sig om for at gå, da hendes dybe foragt for ham og hans liv rigtigt går op for ham. Det kunne da godt være, at han skulle noget vigtigt på torsdag kl. 9.30. Det skal han ikke, han skal aldrig noget vigtigt, men det kan sådan en latterlig møgso af en skranke-heks sgu ikke vide. Han drejer sig om mod hende igen, hurtigt, aggressivt, og hamrer sine knyttede næver ned i disken foran hende. Det larmer voldsomt, alting rasler og klirrer og alle stirrer forskrækket på ham. Både de andre tabere og kommunedamen. Hun ser sgu næsten helt menneskelig ud, sådan som hendes omhyggelige, professionelt nedladende maske er krakeleret. Sårbar nærmest. Han følger succesen op med et hårdt tag i hendes arm. Han griner af hende, da han hiver hendes benede røv op af den ergonomisk udformede kontorstol og slynger hende ind i reolen med de mange ringbind. De vælter ned over hende, og hun kryber sammen og dækker sit hoved med armene. Hun siger ikke en lyd. Et af dem har ramt hende på armen, så hun bløder. Inden nogen når at bryde ind, retter han et solidt spark mod hendes mave. Hun krummer sig sammen, stønner lidt, men tør tydeligvis ikke at flytte sig. Ha! Han spytter hende i hovedet. Så kan hun fandme lære det! Hun er sgu bare en ussel gammel ko, når hun ikke har sin computer og sin skranke at gemme sig bag ved. Hun er nok færdig med at se ned på folk, nu når hun har opdaget, at det lort ikke beskytter hende en skid alligevel.

-Vil du være venlig at flytte dig? Den næste kan ikke komme til.
Hun sender ham et irriteret blik og han nikker flovt og går.