Drømme

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie hvor hovedpersonen har svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed. Lad det være op til læseren at finde ud af hvornår de to forskellige bevidsthedsniveauer optræder. Medtag gerne flere personer i historien.

Albert M. vågner, og Albert er dig. Du vænner dig til det. Du skal lytter til din kones drøm. Hun har drømt om en kamel, der har lavet en tyggegummiboble, der sprænger og kaster stjerner ud i det åbne rum. Du gaber. Undskylder. Men det er tidligt. Det giver mening.
Albert M. forstår sig ikke på drømme. Det gør du heller ikke. Du er på den måde Albert. Og du tænker, at kameler må ligge meget dybt i mennesket, og derned kan du ikke grave. Du ønsker derfor, at Albert ikke er dig, og at det ikke er dig, der har en kone, der fortælle om sine drømme. Du ønsker ikke, at Albert skal grave så dybt.
Det er tredje nat, at Alberts kone fortæller om denne drøm. Ligner dagene hinanden så meget? Du tænker sådan. For du er Albert. Du tænker i hvert fald som ham. Så opremser du aftensmaden de sidste dage. Den ene dag fik I fisk. Den anden dag fik I oksekød. Den tredje fjerkræ. Der er forskel på dagene. Heldigvis.
Albert er god til at lave mad. Du er god til at lave mad. Ergo er du Albert. Det kan ikke være anderledes.
"Man må aldrig fodre en kamel med tyggegummi. Aldrig."
Det er Albert, der siger dette. Du havde det på hjertet. At tænke sådan. Hvor langt er Albert væk fra dig? Tæt på? Drømmer du?
"Hvorfor ikke?"
"Det er dyreplageri!"
Albert kigger ud ad vinduet. Det er tidligt. Klokken er seks. Det er FOR tidligt. Albert gaber. Han gnider øjnene. Længe. Det kan ikke passe. Der står en kamel ude på græsplænen.
Det er åbenbart ikke sundt at drømme den samme drøm tre nætter i træk og gengive den til et menneske, der bruger tredive minutter på at vågne. Sådan er Albert. Sådan er du. I er tæt på.
"Se!"
Sådan siger Albert. Sådan siger du.
"Hvad?"
"Der står en kamel i vores have."
"Det kan vist ikke passe."
Men det gør det. Og hvis du gør som Albert, vil du se det. Gnid dine øjne. Kig ud ad vinduet.
Albert tager noget tyggegummi. Han tager dit tyggegummi. Han propper det i munden. Det smager af jordbær. Han tygger. Længe.
Dér står han. Albert. Med dig i hånden. Ude i haven. Eller inde i konens drøm. Langt nede. Og nu sker det. Han skaber sig en tyggegummikamel, der laver bobler fuld af stjerner.

Skriv kommentar

Besvarelsen Tyggegummikamel er publiceret 22/07-2009 15:35 af Allan Andersen (tegnenverden) under skriveøvelsen Drømme.
Version 1 - 22/07-2009 15:35
Besvarelsen er på 400 ord og lix-tallet er 15.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

14 år siden
#1 Haraldo
Meget sjov måde at gribe opgaven an på. Synes det virker godt og emmer af humor og kreativitet.
14 år siden