Baren jeg står ved danner en cirkel i midten af det mørke lokale. Den er gennemsigtig. Oplyst af røde halogenlamper under bordpladen. Overalt omkring mig er der mennesker der danser i en trancelignende tilstand til musikken fra højtalerne. Jeg kan ikke se deres ansigter. Kun deres kroppe. De har alle det samme tøj på. Stort set. UV-lyset i gulvet får deres hvide tøj til at skære igennem mørket. Gennem røgen. Jeg kender musikken der buldrer ud af højtalerne. Det er denne sommers store club hit. Sytten minutters elektronisk, disharmonisk støjrock. Komponeret af en person med en computer i en kælder hvor som helst.
Ni år efter musik med rigtige instrumenter officielt blev erklæret dødt, ville mine forældre vende sig i deres grav, hvis de vidste hvad min generation hørte af umenneskeligt musik.
Jeg vender mig om og tager en tår af min øl.

En pige er på vej over mod mig. Jeg har svært ved at se hende klart. Stroboskoplyset i loftet over mig gør det næsten umuligt at holde fokus. Hendes slanke krop kommer nærmere. Hun har langt mørkt hår, sat op i nakken. Sorte stilethæle. Mørke jeans der klistrer sig til hendes lange tynde ben. En sort top der hænger løst ned af hendes markerede kraveben, bølgende hen over hendes spidse bryster. Hun er bleg, ranglet. Hun er ikke som de andre. Hun er anderledes. Som en falden engel bevæger hun sig gennem den hvide skare af intetanende mennesker.
Hun kommer helt op til mig. Hendes øjne fikseret i mine. Hun stikker to fingre ned i sin lille pung og hvisker ind i mit øre at jeg skal lukke øjnene. Hun lægger et lille stykke papir, på størrelse med et frimærke, på sin tunge. Som mine forældre fortalte man fik den sidste nadver i kirken.
Jeg lukker mine øjne og ved præcis hvad der skal til at ske.
Jeg læner mig langsomt frem imod hende. I det vores tunger mødes løber der en brændende strøm gennem mine blodårer. Vores læber er låst og mens musikken pumper i det fjerne hengiver vi os til den sidste virkelige oplevelse i denne verden. Det uvirkelige.