Min dejlige Martin er her ikke mere.
Ja, jeg døbte ham Martin. Martin og Mette! Det lød så smukt ja, og vi var et dejligt par, Martin og jeg.
Martin indfriede alle mine ønsker. Han sad i timevis og læste op af gamle bøger, og med fjernbetjeningen lige ved hånden sørgede han for, at jeg altid befandt mig i de mest behagelige stillinger og fik den massage, jeg havde brug for.
Indimellem faldt jeg i søvn.
Når jeg så fik øjne igen, kunne jeg følge med i verden omkring mig på skærmen lige foran. Lille Fie, der var så sød til ofte at være på, nød jeg at høre sige:
- Hej Olde, hvordan har du det. Se mig Olde, jeg kan løbe på rulleskøjter. og nu skal du høre Olde. Min far har lige opfundet en ny robot, der kan kildre mig under fødderne, og så griner jeg og morer mig sådan. Vil du se den Olde?
Og Olde ville jo altid gerne se, hvad lille Fie nu havde fundet på.
Det er virkelig lykken at have sådan en skærm, når ens familie bor så langt borte.
Jeg elsker den skærm, som jeg kan takke Martin for.
Det var bestemt også en stor lykke at kunne vise Fie, hvad Martin havde tilberedt af lækkerier til min mave. Især Fie nød at se mig spise. Så grinede hun. Hun har den skønneste latter den lille pige.

Men nu er det slut. Her i forgårs hørte jeg en underlig skramlende lyd. Martin er død.
Gudskelov havde jeg mit tastatur på mig, det havde Martin sørget for. Men det tog lidt tid, før jeg samlede mig sammen til at få trykket på de rigtige knapper, så hjælpen indfandt sig.
Og nu har teknikerne arbejdet på ham i det meste af to døgn.
Men jeg er så bange for, at jeg ikke får ham tilbage. Min elskede Martin. Det bliver aldrig det samme med en ny robot.
Jeg ved godt, jeg er et priviligeret menneske, der takket være min mands gode arbejde, havde råd til at anskaffe mig Martin, da jeg blev alene, og det begyndte at knibe med helbredet.
Jeg er så ked af det, men lov mig, du ikke siger det til nogen.
Tak for mad!

- Jeg bliver nødt til at gå nu Mette. Skal jeg tænde skærmen, før jeg går? spørger hjælperen og smiler venligt.