Jeg lander på jorden med et mindre hump. Det rykker i mig. Faldskærmen falder ned bagved mig. Jeg mærker nogle svage smerter i min nakke, men det har jeg ikke tid til at tænke på. Jeg bliver nødt til at komme væk, inden tyskerne kommer efter mig. Jeg begynder at løbe så hurtigt jeg kan, og håber på ikke at blive set. Heldigvis når jeg at gemme mig bag en busk, inden soldaterne når at se mig.
Jeg kigger op mod himlen. Den er mørk, og de første stjerner er allerede kommet frem. Så kigger jeg på mit ur – klokken er lidt over midnat. Jeg må hellere få noget søvn. Da jeg ikke har min taske med mig, bliver jeg nødt til at ligge på jorden. Den er kold og våd og ulækker, men jeg overlever. Jeg har været ude for værre ting. Smerterne i min nakke bliver værre.
Inden jeg når at falde i søvn, kommer to mænd. En ung mand og en ældre mand, begge med en pistol i hånden. Jeg rejser mig langsomt op med hænderne oppe over hovedet.
”Nehmen Sie ihn!” siger den ældre mand med pistol rettet mod mig. Den unge mand skynder sig hen til mig, putter mine hænder i håndjern, og så fører de mig ellers væk. Hvor uheldig kan man være!
Jeg kommer ind i et rum, hvor tyskerne siger en masse ting på tysk. Uheldigvis er mit tyske meget dårligt, så jeg kan ikke svare dem. Min nakke gør mere ondt, og det hjælper ikke på det, at jeg bliver kastet rundt i rummet.
Tyskerne opgiver, og smider mig ind i et værelse. Et meget enkelt værelse; kun en seng var i rummet. Jeg lægger mig i sengen, og ligger der i 8 uger, indtil krigen er ovre.
Et år senere opdager jeg, at en knogle i min nakke var brækket. Det var grunden til smerterne. Hvis jeg havde bevæget mig meget mere, ville jeg have været blevet lam, resten af mit liv. Men fordi jeg lå stille i al den tid, klarede jeg det, og blev ikke lam.