”Jeg fryser,” siger drengen på gulvet.
”Væk med dig,” Hans har ikke tålmodighed til ham.
Faktisk er han mere i vejen end til gavn.
”Fjern lige det tog, knægt,” siger Hans.
”Mit tog,” drengens ansigt er vendt opad.
”Ja, det tog,” brummer Hans.
Sparker til det. Så sætter han sig i stolen og hiver kanylen frem. Han fryser. Det er det eneste der kan holde ham varm. Og han får det meget bedre af fikset. Måske så godt at han kan lege med drengen? Han må stikke fire gange, før det lykkes.
”Far, hvad laver du?” spørger knægten.
Han svarer ikke.
”Far, det må du ikke, når du er sammen med mig,” drengens stemme er tæt på.
Men Hans åbner ikke øjnene.
”Far, vil du ikke godt lade være?” drengens buttede arme rører ved ham.
Kanylen. Hvor er den? Et skrig flænger stilheden. Drengen. Han har vel ikke taget den? Han kigger. Kan kun se knægten der stadig flæber som en tøs.
”Far, du ramte mig,” skriger drengen. Skriger igen.
”Ramte dig?”
På usikre ben kommer manden tættere på drengen.
”Hold nu op med det flæbe ri,” råber han.
Ude af sig selv. Hans hjerne tænker ikke klart. Han famler og falder. Pludselig er der flere af ham. Flere af Jonatan.
”Stå nu stille. Far ramte dig ikke med vilje,” siger han.
Jonatan siger noget. Bøjer sig frem og siger ordene igen og igen. Men Hans kan ikke høre dem.
Der er meget stille i lejligheden. Hans sætter sig i stolen. Det er blevet varmere. Han lytter. Synes ikke kan høre drengen.
”Far,” siger drengen.
Han rejser sig. Har det meget bedre nu.
”Skal vi ikke lege?”
Jonatan nikker alvorlig. Det kan de godt. Kanylen sidder i hans arm, men det gør ikke noget. Når bare far vil lege…..