Han sidder henne i hjørnet af rummet, hun kan se ham bagfra. Ud af hans øre strømmer
gamle sætninger fra en fjern tid. Det er alle de ord han ikke har ville høre. Hun ligger ved hans
fødder og ser ham op i næseborerne. Duften af råddent tang vibrerer omkring dem. Så ser hun
ham i øjnene og ser intet.

"Hvad vil du mig"
Stemmen gløder. Munden fryser til igen.

"Jeg er her for at hjælpe"
Hun ser hadet i hans øjne komme i små glimt. Det bliver svært. Nu svæver hun over ham og han
rejser sig op og griber ud efter hende.
"Jeg er din drøm, din frelse"

Han ser igennem hende og siger truende
"Og jeg er krigeren"
Bølgeskvulpet rammer søbredden og krigeren rejser sig op.

"Hvor er dine længsler"
Hendes hår smyger om hans kind og han river en lok af det.
"Jeg har dit sjæl i min hånd, vil du se den?"

De knuste hår falder ud af hans hånd.
"Jeg længes efter krig og ødelæggelse, så her var mit svar"

Hun åbner sine hænder og op stiger havet sort og skrigende, da havet er forsvundet sidder
hun med en lille dreng. Krigeren kigger mod drengen, blikket rammer barnet der kryber sammen og opløses.

"Min opgave er fuldført, men ikke løst"
Hun forsvinder fra krigerens drøm og ser ham rejse sig og sluge det skrigende hav.

Han råber fra den fjerne plads, hadet runger over forsamlingen. En forsamling af knuste børn.
Hun går imod ham, drømmepigen. Blæsten tager fat i hendes hår og hun bevæger sig imod hadet.
Nu kan hun se hans øjne, han stirrer på hende, men genkender hende ikke. Sådan plejer det at være.

Med langsomme bevægelser nærmer hun sig, sendt af bevidstheden til afvikling af hadet.
Som en skygge smyger hun forbi krigeren, der falder om dødelig såret.
Ud af hendes hånd træder den lille dreng, som hun fører ind i en anden verden.