Jeg tror aldrig mit hjerte har banket så hurtigt før. Måske engang for meget længe siden men jeg tror faktisk ikke at det har været muligt. Jeg troede jeg skulle dø! At se luften blæser under mine tær gjodre mig svimmel ogjeg som altid havde drømt om dette øjeblik. De sagde jo at det værste var springet for når det er overstået er der ingen vej tilbage. Jeg vendte mig langsomt hen mod Jonas som havde et anderledes og modigt blik jeg ellers ikke havde set før. "Jonas..." viskede jeg nærmest halvkvalt af den tunge blæst i munden. "Det skal nok" gå sagde jonas og greb min hånd. Jeg fik lyst til at grave mig ind til hans bryst og græde i hans skjortelommer men gjorde det ikke. Jeg var trodt alt en voksen mand, Næsten 20 nu, så jeg klyngede hans hånd til intet blod sivede til den. Da han slippede min hånd fik jeg lysten til at skrige "Moar!" men nåede af tee min mund før mit heltemod gik i stykker. "Vi gør det her sammen, Ikke?" sagde Jonas og sendte mig et heltemodigt smil. jeg mærkede de første tårer presse på. Jeg turde ikke springe ud i den tunge luft men ville heller ikke opføre mig som en lille dreng der hellere ville hænge i skørterne. jeg tog en dyb indånding - hauu hyyy - og kiggede så på jonas "Jo" sagde jeg. "Dig og mig, vi springer" "Og mig!" Sagde mickael som efterhånden var blevet udstyret fra top til tå. "Er i klar?" "Ja" Sagde Jonas. "Det tror jeg!" "Jamen, SÅ SPRINGER VI!" På det tidspunkt troede jeg at jeg skulle brække mig, men når det kom til stykket kunne jeg ikke. Uheldigvis! Jeg ville have gjort alt for at bare få et par minutter mere i det trygge fly. Jeg ville have gjort alt for at få et par minutter mere at leve i. Men i det mindste døde jeg som en Helt!