Vi glider hen ad gaden og fjerner tyggegummi fra fliserne på fortovet. Min kompagnon er klædt i en sort, itureven munkekappe fra før syndfloden, der skjuler hans manglende ansigt.
Folk ser ham ikke, for han vil ikke ses. Kun én kan se ham og han vil nok helst være fri. Sådan har de fleste det i hvert tilfælde når, han banker på deres metaforiske dør.

Hvor vi går, er vejret dårligt; selv på en varm sommerdag og glæde bliver til jammer som jammer bliver til sorg. Min kompagnon er på arbejde, og han ved hvor vi skal hen.
Han behøver intet kort og ingen GPS for at finde vej – for han kan mærke hvor dagens dont er som ål kan mærke Sargassohavet kalde når tiden er inde.

Jeg lunter ved hans side og kigger på de ligegyldige ansigter, som glider intetanende forbi. Kun ét ansigt betyder noget. Måske ansigterne ville have foretaget sig noget andet i dag, havde de vidst, at de skulle gå så tæt forbi os – og det kunne være på deres dør, vores banken ville falde. Men de ved ikke hvem de går forbi og de ser kun mig, min kompagnon kan ikke ses.

Vi går forbi en kvinde, der står og kigger på vinduer, selvom hun paradoksalt nok ikke er vindueskigger. Hun gyser og trækker på skuldrene selvom solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg kan ikke helt lade være med at smile af dette, selvom det er mere fascinerende på en tragisk måde end komisk. Glæden er dog en pendant til sorgen og uden ying ville der ingen yang være.

Vi drejer ned af en lille sidegade, går op af en lille trappeafsats og banker tre gange på en rød trædør. Jeg hører tunge hoppende trin, som på en gammel trætrappe, efterfulgt af hastige fodtrin, på den anden side af døren. Låsen slås fra og.