Larm. Mumlende stemmer der druknede lærerens. Var hun faldet i søvn? Hun vidste det ikke. Var regnen mod ruden ikke lidt hårdere nu end den var for et øjeblik siden?
Hun trommede kuglepennen mod papirblokken. Det var onsdag. Ikke mandag hvor man kunne være bekendt at være træt. Ikke fredag hvor man ikke kunne sidde stille på stolen.
Nej, onsdag.
Alting føltes tåget. Kuglepennens trommen voksede. Hun lod lyden fylde rummet og vokse sig så stor at hun ikke kunne høre noget andet.
Hendes blik gled over skolekammeraterne, tavlen, læren.
Hvad var det med onsdage?
Hun rynkede brynene. Hendes hoved føltes tungt.
Var det en tekop der hang og svævede i luften ved lærens skulder? Hun blinkede. Læreren holdt en pause i sin talestrøm og rakte ud efter koppen. Han tog den i luften, tog en slurk og satte den tilbage på bordet. Hun gned sig i øjnene. Så sig om. Ingen så noget. Ingen bemærkede noget som helst. De ikke så meget som så op på tavlen.
Hun rystede på hovedet. Stirrede. Nu stod den helt normalt på bordet. Hun blev ved med at stirre på den som om den var skyld i en abnormt ondskabsfuld forbrydelse. Hun anede ikke i hvor lang tid hun havde siddet sådan. Men da klokken ringede og alle omkring hende sprang op havde den stadig ikke gjort noget unormalt. Langsomt rejste hun sig, smed alt foran hende på bordet ned i sin taske og begyndte tøvende at bevæge sig imod døren.

Det regnede da hun begav sig på vej hjem. Paraplyen var gammel og hulet og den gjorde ikke megen gavn overhoved. Gaderne syntes grå og var præet af humoristiske bilister der morede sig med vandpytterne i vejkanten. Hun var ikke engang halvvejs hjemme før hun var gennemblødt til skindet. Hun standsede og så anklagende på paraplyen. Hun foldede den sammen og tog den under armen. Hendes hår var gennemblødt og klistrede til hendes hoved. Var hun bare træt? Var det det? Hun så op mod himlen.
Hun var så optaget af at betragte den grå himmel at hun ikke bemærkede hvor hun stod.
For pludselig stod hun ikke på fortovet mere men midt ude på vejen.
Hun vendte hovedet lige i tide til at se de skinnende forlygter der havde kurs imod hende.

”Frøken Simons! Frøken Simons!” sagde læren forurettet og puffede hende endnu engang på skulderen med avisen.
”Vågn dog op!”