,,Så skat, op til endnu en dag,” sagde hun friskt og plantede de store forpoter oven på ham.
,,Nej, jeg vil ej! Det er en dum dag,” svarede han gnavent og rullede om på siden.
,,Vær nu ikke så tvær, prøv at tænke på alle de sjove mennesker vi skal se i dag,” prøvede hun at opmuntre ham. Hun så ud gennem glasset på et stort skilt hvor det stod nogle mærkelige tegn. Z-O-O.
,,De er ikke lukket ud endnu. Hør, skat? Skal vi spise morgenmaden nu eller mens vi kigger på mennesker?”
,,Kalder du det elendige grønsagsføde for mad? Nej, det jeg trænger til er en fed saftig sælunge i 30 grades frost. Dejligt!”
,,Gad vide hvornår vi kan rejse hjem til Nordpolen igen? Jeg længes sådan efter vores hyggelige hule!” Sagde hun sukkende og begyndte at glatte sin mælkehvide pels.
Han spekulerede lidt på hvordan han skulle få det sagt. ,,Jeg tror at jeg har glemt at fortælle din noget… Jeg hørte nogle af de andre snakke om at al isen er smeltet på grund af menneskers forurening.”
Hun stirrede på ham.
,,HVAD? Har de ødelagt vores hjem? Skal vi så leve her i varme, falske isbjerge og spise grøntsager resten af vores liv?”